Her i Danmark har det faktum, at vi har en restaurant, som to år i træk er kåret til verdens bedste, en enorm betydning for vores national-gastronomiske stolthed, og Noma har i det seneste halve årti været den vigtigste inspirator og reference for stort set alt andet, der er foregået indenfor gastronomien i vores andedam.

Sådan bliver det ved med at være lidt endnu, og Noma kan blandt andet - til dels - tilskrives æren for, at 2012 kommer til at stå i bæredygtighedens tegn, og at vi kommer til at se flere grøntsager på restauranternes menuer samt flere “næse-til-hale” restauranter, som bestiller hele dyr hjem og serverer rub og stub.

Til gengæld vil vi også, som modreaktion på, at mange indenfor gastronomien har fået nok af, at kun Noma kan fange mediernes interesse, opleve, at det ikke længere vil være det eneste rigtige for en restaurant at følge et strengt (nordisk) koncept, og også naturlige vine (ofte biodynamiske og uden svovl), som associeres med det nordiske køkken, vil bliver lagt for had i dele af branchen.

Endelig forudser Spiseliv, at Noma ikke kommer til at beholde sin 1.-plads på San Pellegrino og det engelske Restaurant Magazines liste over verdens 50 bedste restauranter, men til gengæld vil restauranten få følgeskab af et par andre danskere på listen.

Lidt mindre Noma

2012 kommer i det hele taget i mindre grad end de foregående år til at handle om Noma, og et af de nye gastronomiske ord, vi skal vænne os til, er “Peranakan”. Peranakan-køkkenet, som blander det bedste fra de kinesiske, indonesiske, malaysiske og singaporeanske gryder, bliver et, vi kommer til at se og høre meget til i 2012, og som de øvrige koncepter, der vil poppe op i året, der kommer, hører peranakan-restauranterne til indenfor den billige kategori af spisesteder.

Ikke overraskende kommer vi nemlig til at se flere billige restauranter åbne og dyre enten lukke eller skrue ned for priserne. Eller lægge konceptet helt om, så man ikke længere får serveret forretter, hovedretter og desserter, men derimod små-retter i samme størrelser til lave priser, så man selv kan skrue op og ned for menuens størrelse afhængig af appetit og økonomi.

Mere kreativitet

Hvor de foregående år har budt på mange ens koncepter (fx steak houses, running sushi og luksus-burgerbarer) kommer 2012 til at stå i kreativitetens navn. Vi vil opleve flere pop up restauranter - altså restauranter, som ikke har en specifik adresse - og også udbuddet af gademad bliver mere varieret, bl.a. i kraft af, at vi vil se flere food trucks med mad fra alverdens køkkener i gadebilledet.

Læs artiklen “Spiselivs spiselige profetier 2012” i sin fulde længde her
.