Luc Besson er gået fra at være et kreativt og energisk europæisk talent til at være en bevidstløs kopimaskine af amerikansk lavstatus-action. Senest eksemplificeret med ‘From Paris With Love’.
Filmen viser fra første sekund begrænsningerne for både forfatter Besson og instruktør Morel. Målet har været, som traileren også angiver det, at lave en vittig og sofistikeret actionfilm med altid smukke Paris som baggrundstæppe og i stil med amerikanernes ‘Mr. & Mrs. Smith’, men på trods af, at man har hyret elegante Jonathan Rhys-Meyers og underholdende John Travolta som det mere end almindeligt umage makkerpar, fungerer kombinationen ikke. Intet i filmen klinger autentisk eller troværdigt, og handlingen er noget værre vrøvl om muslimsk fanatisme, terroristangreb og narkohandel.
Hvad har man så tilbage at glædes over i denne slunkne actionfilm? Et lidet overraskende plottwist og en altid sulten præstation af John Travolta, der som få kan sætte gebisset i en dårlig film og overspille hele vejen ned til bagerste række. Han har en særlig evne til at få guld ud af corny replikker, men selv den kvalitet får Morel og Besson forvandlet til noget nær kannibalisme, når de lader ham citere ‘Pulp Fiction’ med en burger i hånden. Det er hverken elegant eller smart, blot dumt og primitivt, og har ganske som filmen selv ingen egentlig funktion eller berettigelse på et i forvejen trangt biografmarked.









































































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








