‘Med livet som indsats’, hvis originaltitel er den noget mere præcise ‘Man On A Ledge’, udspiller sig primært på en smal afsats på en skyskraber i New York, hvorfra eksstrømeren og flygtningen Nick Cassidy (Sam Worthington) truer med at hoppe i døden. Politikvinden Lydia Spencer (Elizabeth Banks) er forhandleren, der skal få Nick på bedre tanker, og som langsomt opdager, at hele hans stunt er én stor afledningsmanøvre.
Mens alverdens tv-seere og folk på gaden har rettet opmærksomheden mod Nick, er hans lillebror (Jamie Bell) og svigerinde (Genesis Rodriguez) nemlig i fuld gang med et dristigt diamantkup, der i sidste ende skal rense hans navn.
Vi er så langt væk fra slummen i Haiti og den danske instruktør Asger Leths første film, dokumentarfilmen ‘Ghost of Cité Soleil’, som vi overhovedet kan komme i Pablo F. Fenjves’ haltende manuskript. Det tager udgangspunkt i recessionen og den autoritetsforskrækkelse, der følger med – hvor politiet er korrupt, forretningsmændene onde og kalkulerende, og hvor mediefolkene koldt vædder om, hvorvidt manden på afsatsen hopper eller ej.
På sin vej til Hollywood har Asger Leth desværre glemt den rå realisme og nerve, der kendetegnede hans dokumentardebut, og som ville have klædt ‘Med livet som indsats’, hvis helt store svaghed netop er dens alt for afslappede tilgang til virkeligheden. At rutinerede politifolk gramser løs på gerningssteder, inden der er blevet afstøvet for fingeraftryk, er tilgiveligt sjusk, men at bette brormand og hans bandende og barmfagre kæreste småskændes igennem et firmas højteknologiske sikkerhedssystem, er lige så usandsynligt som snevejr om sommeren.
Trods alt skaber parret et par sjove øjeblikke og har den kemi, som man savner i spillet mellem Sam Worthington og Elizabeth Banks, fordi især Worthington ikke brager dramatisk igennem som en mand med livet på spil. Worthington overstråles totalt af filmens skurk, Ed Harris’ djævelske forretningsmand, der i få scener tilfører ‘Med livet som indsats’ mere intensitet, end Worthington gør i løbet af hele filmen.
Det lykkes ikke for Asger Leth at løfte filmens manuskript og sætte sit aftryk i Hollywood-land. Han er blot en hyret dukkefører ude af stand til at tilføre filmen samme passion og fortællelyst, der gennemsyrede hans eget projekt ‘Ghosts of Cité Soleil’.
















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




