Bistrot Bobo, København Ø
Bistrot Bobo er en moderne bistro med klassisk fransk mad til meget rimelige penge.

For børnefamilier er det himlen, for den franske bistro har et chambre separée til børn – et børnerum med legetøj, bøger og tegnefilm, hvor poderne kan give den gas, mens de voksne hygger sig over maden. Der er både “voksenmad” og kvalitativ, sund børnevenlig mad på menuen.

Den store, lyse restaurant er indrettet, så børnefamilierne kan sidde i den ene ende, hvor børnerummet også støder til, mens den anden ende er forbeholdt de voksne gæster.

Bistrot Bobos profil på Spiseliv



Madmanifesten, Amager

Børn og voksne i alle størrelser er mere end velkomne på Madmanifesten på Amager. Caféen er især i dagtimerne ikke anbefalelsesværdig, hvis man ikke selv har børn med, men for de små og deres voksne er det et paradis af børnevenlighed med legerum, børne- og babymenuer - og et virkelig lille toilet.

Menuen skifter og kan læses på kridttavlen i caféen. Den kan fx stå på lune boller, morgenmadstallerkener, økomos til de allermindste, risotto og pastaretter til de lidt større og salater og 3-retters menuer til de allerstørste. Lørdag og søndag er der weekendbuffet med alverdens lækkerier for alle.

Madmanifestens hjemmeside


Kastrup Strandpark, Amager
Kastrup Strandpark ligger for enden af Amager Strand med udsigt til lettende fly og stolte skuder. Ud over at være synonymt med et prisvindende badeanlæg, dækker navnet også over en restaurant med gode ting på kortet for både badegæster, sejlere, forretningsmænd og alle os andre - også de af os, der har børn.

Her er både børnemenu, tegnegrej og et ganske sympatisk forhold til de kære små.

Aftenkortet er opdelt i et bistro- og et á la carte kort med henholdsvis enkle og lidt mere avancerede retter, mens der til frokost især lokkes med klassisk dansk smørrebrød tilberedt fra bunden. Hver torsdag serveres der husmandskost i form af stegt flæsk med persillesovs og om søndagen gammeldags oksesteg til omkring 100 kr.

Kastrup Strandparks profil på Spiseliv



Café Metropolitain, Frederiksberg

Café Metropolitain ligger i den smukke gamle stationsbygning, fra dengang Frederisberg havde sin egen S-togsstation. De trafikale forbindelser til stedet er stadig ganske gode, men er i vore dage gravet ned i jorden, hvor metroen stopper lige udenfor Café Metropolitains fredede døre.

Metropolitain er en café, hvilket kortet også bærer præg af, men maden er lavet af faglærte kokke af gode råvarer, og der er bordservering og et forholdsvis ambitiøst vinkort. Kommer man med børn - som er meget velkomne - er der mulighed for barnevognsparkering, der bliver ikke set skævt til amning, og der er god og lødig mad på menuen til de mindste.

Kortet spænder over sandwich, salater, et udvalg af burgere (her i blandt Jamie Olivers yndling med chili, estragon, bacon og parmesan), pastaretter, snacks og desserter, 3-retters menuer om aftenen og en meget populær brunch i weekenderne.

Café Metropolitains profil på Spiseliv



Goa, Frederiksberg
Goa er søsterrestaurant til Café Delhi i Rådhusstræde. Her i den lille Frederiksberg afdeling kan du få alle de klassiske retter fra Indien og dertil pakistanske specialiteter som f.eks. balti-retter, tilberedt i de specielle baltigryder.

Udover et stort a la carte kort er der også flere menuer, hvor du kommer lidt rundt i køkkenet til en rigtig god pris. Alle retter fås også som take away.

Der er almindelige siddepladser i gadeplan og en lounge nedenunder med divans og flotte puder samt et børnevenligt rum med både spisepladser og tegnefilm til de små, så hele familien kan være med.

Goas profil på Spiseliv


Mæt Café, Valby
I bunden af Valby Kulturhus, lige ud til den nyrenoverede Toftegårds Plads, finder man Mæt Café. Selvom der ikke er deciderede børnemenuer på kortet, serveres alle retter i lidt mindre portioner til en billigere pris til børn - og prisniveauet er ellers ganske rimeligt i forvejen. Ulig mange andre steder er mødregrupper velkomne på Mæt Café, der er puslefaciliteter og barnevogne kan parkeres i indgangen til Kulturhuset.

På menuen er smukke salater, frisksmurt smørrebrød, sandwiches på hjemmebagt brød og mere regulære retter som fisk og bøf laves af sæsonens gode råvarer af kokke, der har arbejdet på langt finere steder, men som brænder for det enkle.

I weekenderne serveres der brunch, en let og en tung, med gode råvarer som pølser fra Slagter Lampe, skagenskinke og gode oste fra lokale og udenlandske mejerier.

Mæt Cafés profil på Spiseliv


Restauranten, Brønshøj

På Restauranten ! i det tidligere Islev Kro i Brønshøj er der virkelig service på overfor børnefamilier. Børn under 6 år spiser gratis, ligesom der er gratis tag-selv softice, hvis man vælger fra børnemenukortet (som desværre er forbeholdt børn...).

På "voksenmenuen finder man bl.a. store bøffer i forskellige, velhængte udskæringer, klassisk wienerschnitzel og andre gode sager. Skal du bare forbi til en hurtig bid aftensmad, byder Restauranten ! på dagens ret til en billig pris for en god portion husmandskost.

Restauranten ! ligger tæt på landlige omgivelser, og det jordbundne er en vigtig grundsten i køkkenets filosofi. Der syltes, bages, steges og ryges i restaurantens åbne køkken, og man mærker tydeligt denne kompromisløshed og passion for vellavet mad i de lækre retter.

Restaurantens profil på Spiseliv

 

Artiklen er oprindeligt bragt på Spiseliv.dk