»I say ‘fem minutter’ – five minutes – and then ‘Utvandrat’ kommer after that.«

Caroline Henderson kigger på danseren med et spørgende blik i de brune øjne. Er amerikaneren med på, at det er der, han skal ind på scenen?

Han nikker. Ja, yes, javist – det er han.

Der bliver spurgt, svaret, sunget, skreget og snakket på mange sprog her under Østre Gasværks kuppeltag, hvor Caroline Henderson, seks musikere, seks dansere fra fem forskellige lande og en flok produktionsfolk har prøver på ‘Jazz, Love & Henderson’, som får premiere i aften.

Men det ville også være underligt andet. For forestillingen, som sangerinden selv kalder ‘koncert-teater’, tager udgangspunkt i hendes eget liv.

Fra barndommen, der foregik i både Sverige, USA og Frankrig med en svensk mor og en amerikansk far, til voksenlivet i København, hvor hun først for nylig – trods to ægteskaber, tre børn og en karriere, der ville gøre de fleste misundelige – føler, at hun for alvor er ‘landet’.

»Vi kredsede længe om, hvorvidt det skulle handle om en fiktiv eller en historisk person, men så sagde Christoffer (Berdal, der er instruktør på ‘Jazz, Love & Henderson’, red.) til mig, at han syntes, vi skulle tage udgangspunkt i min historie, fordi den indeholder mange af de ting, vi gerne ville fortælle. Jeg var først imod det – og det er jeg måske stadig lidt, for jeg har aldrig haft trang til, at det skulle handle om ‘moi’ – men jeg kunne se, at han havde ret. Jeg boede jo i USA i slut-60’erne, hvor der var store raceopgør, og det kan man jo trække paralleller til i dag. Og min far var jazzmusiker, og forestillingen handler også om dengang, jazzen kom til Danmark,« siger Caroline Henderson.

På scenen fortæller hun – iført en kjole, der ‘ikke er en, man går spadseretur i’, som hun siger, da instruktøren beder hende om at bevæge sig lidt – hvordan hun har rejst verden tynd på kryds og tværs, men i dag har mistet behovet for at kunne komme ud af vagten på fem minutter, hvis hun bliver ramt af udlængsel eller klaustrofobi.

Den følelse er hentet direkte fra Caroline Hendersons eget liv.

»Jeg har været sådan en, der havde én fod et andet sted end der, hvor jeg var. Jeg havde altid øjet på exit-skiltet, men det virker ikke så vigtigt mere. Det er jo bare et alibi for ikke at turde sige ‘det her er rigtigt’. Jeg føler, jeg er landet mentalt og kan rumme min egen historie. Det har jeg været lidt længe om, men der har også været mange afstikkere,« siger den 49-årige sangerinde, mens hun smider benene og de høje, sorte støvler op på ryggen af en stol.

Hun læner sig tilbage og slapper af et øjeblik. Der er nerver på før premieren på ‘Jazz, Love & Henderson’, og når Caroline Henderson står under bruseren om morgenen, tænker hun ‘why, why, why?’ fortæller hun og griner alligevel en lille smule.

Hun prøver at huske på, hvor fantastisk det egentlig er, at det smukke gamle gasværk på Østerbro den kommende måned kommer til at genlyde af hendes stemme, hendes sange, hendes historie.

Det er ikke altid helt let, for selv om man har slukket det der exit-skilt i højre øjenkrog, hænger enshistorie jo stadig ved.

»Når man er en forsømt unge, som jeg var, skal man lære sig selv at tage de ting, der sker for en, ind. Man skal give sig selv lov til at nyde dem. Hvis ikke man lærer det, er der aldrig noget, der bliver godt nok,« siger hun.

Og den svensk-amerikanske dansker har også masser af ting med fra sin noget omtumlede barndom, som hun er glad for i dag.

Hun remser op uden at tænke sig om et øjeblik.

»Der er mange traumer forbundet med at flytte på den måde, som vi gjorde. Men jeg tror også, man får
en stor indsigt, bliver bedre til at acceptere andre mennesker og får noget ‘credit’ på empati-kontoen, når man er vokset op på den måde. Man bliver jo sindssygt omstillingsparat. Men jeg har ikke brug for den energi mere,« siger hun.

På scenen står danserne klar, og musikerne har stemt instrumenterne. Caroline Henderson står midt i lyskeglen og taler i sin mikrofon.

»Jeg har flyttet mig fra kontinent til kontinent, fra land til land,« lyder replikken. Hun kigger rundt, falder ud af rollen og siger så:

»I would like to take it from ‘New Day’.«