Farshad er muslim og har boet i Danmark i tre år. Hans højeste ønske er at være rigtig dansker, og i håb om at blive en del af fællesskabet sniger han sig en dag ned til den lokale pølsevogn og bestiller øl og pølser. Til sin store glæde bliver han ansat i pølsevognen, og nu er han stærkt på vej til at blive rigtig dansker. Men ak. En dag, da han kommer ned til sin elskede pølsevogn, er den blevet solgt til Mohammed, der vil lave den om til en kebabvogn.

»Der er sgu flere penge i kebab,« forklarer pølsevognsejeren.

Tarek Omars historie om Farshads mislykkedes forsøg på at blive dansker lugter langt væk af integrationsproblematik, men det er slet ikke tilfældet, forsikrer forfatteren.

»Bogen handler om folk i ubalance, og det her er jo bare en mand, der gerne vil være en del af et fællesskab,« siger Tarek Omar, forfatter til novellesamlingen ‘MuhameDANEREN’, der udgives i dag.

Han er selv født i Libanon af en palæstinensisk far og en syrisk mor, men har boet i Danmark siden han var spæd.

»Det er ikke integrationslitteratur, men så snart du har araber, tyrker eller kurder i din historie, vil det blive læst sådan. Hvis du fjernede hovedpersonerne i min bog og satte etniske danskere ind, ville vi så sidde og tale integration? Hvorfor kan en indvandrer ikke have problemer, uden at det bliver integrationsproblemer?« spørger han ud i luften.

Hver novelle har en nydansker som hovedperson, og der bliver taget fat på både det alvorlige og det sjove, fordomme, tabuer og sandheder om nydanskere. Man møder for eksempel imamen, der offentligt raser imod porno, men selv i hemmelighed er dybt afhængig af at se det.

Men man møder også den lille syriske dreng, der bliver sendt alene af sted på første skoledag, fordi hans forældre bare ikke helt har forstået, at det har stor betydning for en lille dreng at have sine forældre med på første skoledag.

»Det er ikke kutyme i Mellemøsten for forældre at gå med i skolen, og vores forældre tænkte bare ikke over det,« forklarer Tarek Omar. 

»Men forestil dig lige at blive sendt helt alene til første skoledag, når alle de andre elever har deres forældre med og står og kigger på dig, som om du er et misfoster. Man er jo dømt ude fra første dag,« siger han og griner lidt. 

»Min generation vil nok gøre det anderledes, fordi vi ved, hvor vigtigt det er for vores børn.«

Tarek Omars forældre flygtede fra borgerkrigen, samme år han blev født. Han er 23 år og er allerede nået så langt på karrierestigen, at de fleste politikere ville klappe så hårdt i hænderne, at de fik ondt og kalde ham ‘velintegreret’. Han fik topkarakter i skolen, har en bachelor i historie, en kandidatgrad i journalistik og skal snart tiltræde i et job som journalist på Politiken. Imens samtalen kører, smider han om sig med referencer til forfattere som Søren Kierkegaard, Ludvig Holberg, Karen Blixen og Michael Strunge og lader til at have bedre styr på den danske litteraturhistorie end de fleste etniske danskere kan påstå at have.

»Men jeg tænker jo ikke: ‘nej, hvor er jeg velintegreret’, selv om det er er gået mig godt. Jeg tænker bare, at jeg er tilfreds med mit liv,« forklarer han.

Igennem livet har Tarek Omar opdaget, at integration og udlændingedebat er et evigt tilbagevendende og uundgåeligt emne, når man som ham har mellemøstlige rødder. 

»I folkeskolen var jeg integrationseksperten, der vidste alt om islam. En gang imellem fortalte jeg læreren noget, der var løgn, for jeg kunne i princippet fylde dem med alt, fordi jeg var ‘integrationseksperten’. Det var før 11. september, og folk vidste ikke så meget om islam,« fortæller han om sine første oplevelser af, at blive udnævnt til ekspert.

Men det er ikke kun rollen som ekspert, Tarek Omar må udfylde på grund af sine mellemøstlige rødder.

Han får også ofte stukket rollen som forsvarsadvokat i hovedet.

»For nylig blev jeg ringet op af en journalist om bogen, og han ville bare have, det skulle handle om integrationsdebat, ‘Hvorfor går det så galt med integrationen? Hvorfor har vi kriminelle bander?’ Og jeg måtte sige, ‘det ved jeg altså ikke, jeg er ikke politiker’.«