Luften kommer til at summe af musik, når Copenhagen Jazz Festival fra i dag kommer til at fylde hovedstaden.

Og hvor det sidste år var festivalens 30-års jubilæum, der blev fejret, er det i år de gamle ikoner, som hyldes.

»Der er i årets program en tendens til, at man fejrer de store gamle ikoner. Både dem, der lever endnu, som Palle Mikkelborg og Sebastian, men også afdøede ikoner, når der er store tributekoncerter med Nina Simone og med en helt koncertrække i Politikens Hus, hvor musikere fortolker legendariske album,« fortæller leder af Copenhagen Jazz Festival Signe Lopdrup.

Der vil over de næste 10 dage til jazzfestivalen være omkring 900 koncerter i alt fra Det Kongelige Teater, hvor nok årets største navn klaverikonet Chick Corea spiller solo.

Til klubber som Copenhagen Jazzhouse, hvor tenorsaxofonisten Ben Webster optræder, til under åben himmel, når sen-80’er-fænomenet Rick Astley genopstår på plænen i Tivoli, og vores alle sammen Sebastian synger i Carlsberg Skulpturhave.

Ifølge Signe Lopdrup vil man i løbet af ugen også kunne skimte andre mindre temaer.

»Ud over tribute-temaet, der går på tværs af det hele, har vi også temaer som ‘jazz for kids’ og ‘something else’, hvor vi med en række koncerter vil udfordre begrebet jazz ved at være impressionistiske ved blandt andet at inddrage elektronika og indie,« fortæller hun.