Hvorfor gav du rollen som Marilyn til Michelle Williams?
»Jeg synes, hun er en fremragende skuespiller – og en skuespiller, som er god til at tilføje sin figur en masse psykologiske lag. Vi mødte hinanden et års tid, før vi begyndte at lave filmen, og jeg havde bare en god mavefornemmelse med hende. Vi er også begge to nærmest besatte af kilder og arkivmateriale, så det var sådan noget ‘har du læst dit?’, ‘har du set dat?’, og så kom hun til London, og det hele faldt på plads.«

Lawrence Olivier optræder nærmest som en slags skurk i filmen. Hvordan kan det være?
»Ja, han har helt sikkert nogle mindre positive karaktertræk, men jeg håber alligevel, at folk vil fatte sympati for ham. Det var ikke min mening at gøre ham til skurk i traditionel forstand, men jeg ville da ønske, at han havde gjort mere for at støtte Marilyn. Selv om hun sikkert kunne drive folk til vanvid, fordi hun altid kom for sent og alt det der.«

Handler filmen ikke også om folks fordomme om eksempelvis hendes intelligens?
»Jo. Hendes hungren efter at blive taget alvorligt som skuespiller – hendes hungren efter at blive taget alvorligt i det hele taget – var en kæmpe drivkraft for hende i den periode af hendes liv, filmen handler om. Der er en scene, hvor Olivier spørger hende: ‘Kan du ikke bare spille sexet?’, og de gange, jeg har set den med publikum, lyder der et kollektivt grynt fra dem, når den replik kommer. Folk forstår fuldt ud, at det er en fejltagelse kun at se hende som sexsymbol.«

I filmen optræder også Vivien Leigh som symbolet på branchens berøringsangst over for især kvindelige skuespillere, som ikke er helt unge længere. Har du selv oplevet den side af Hollywood?
»Vivien Leigh er en smuk kvinde i 40’erne, som føler, at hendes tid er forbi. Jeg tænker, at hvis Marilyn havde levet, til hun var 43, ville hun måske have følt det på samme måde. Hollywood er meget optaget af ungdom, men jeg har selv virkelig nydt at arbejde sammen med ‘senior-skuespillerinder’ som Judi Dench og Julie Walters. Jeg elsker den erfaring, de kommer med. Og jeg elsker den erfaring, jeg selv har med i bagagen. Jeg er i 50’erne, og ‘My Week With Marilyn’ er min første spillefilm, men meget af det tv, jeg har lavet, har været glimrende forberedelse.«