Der ligger et brev fra rektor på bordet. ‘Kære Nina & Rasmus. Jeg er ked af, jeg ikke er her, når I kommer (tandlæge!), men jeg håber, I hygger jer og får arbejdet fra hånden. Det er altid rart, når gamle elever kikker ind! Kirsten’, står der, og så har hun tegnet et lille, grønt hjerte.

Rasmus Seebach debatterer lidt med sig selv, om man kan stave ‘kikke’ med k’er i midten, mens han studerer den store opslagstavle, som er fyldt med billeder, udklip og tingeltangel.

»Jeg er lidt skuffet over, jeg ikke hænger nogen steder,« bedyrer han og vender sig om med et skævt smil i mundvigen.

»Nej, det er faktisk et meget glædeligt gensyn – det er ret sjovt at være her,« fortsætter han, mens han sætter sig ned ved det bord, hvor rektor har sørget for kaffe og danskvand til os.

Rasmus Seebach har også lige været en tur i kantinen for at hente morgenmad – en rugbrødsbolle, en banan og en halv liter kakaomælk. Han gumler igennem, mens han indrømmer, at ja – han har været her på rektors kontor en del gange før.

»Jeg tror, jeg var oppe i fuldt pensum altid, fordi jeg havde så meget fravær. Jeg var rigtig glad for at gå her, og jeg var god i skolen, hvis jeg gad. Men jeg var ikke moden nok. Der var en masse andre ting, der var mere spændende: Jeg ville hellere kigge på piger og feste med drengene. Jeg gik ud fem måneder før eksamen, så jeg tror ikke, jeg har lært så meget mindre end andre. Men jeg har nok glemt lige så meget. Men jeg husker fandeme nogle gode tider her,« siger han.

Det var, mens han gik her, på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg, at den 31-årige sanger langsomt fandt ud af, ‘hey, jeg skal lave musik – det er jo det, jeg kan lide’. Sammen med storebroren Nicolai dannede han rapduoen G-Bach, som udsendte et album i 1999. Og selv om det med lillebrors ord aldrig ‘sprang helt i luften’, var succesen alligevel stor nok til, at han måtte vælge: gymnasiet eller G-Bach?

»Jeg vidste allerede der, at jeg ikke ville komme til at bruge den studentereksamen til noget. Og jeg har aldrig fortrudt, at jeg droppede ud, men det kan da godt være, jeg havde gjort det, hvis tingene ikke var gået, som de var,« siger han.

‘Tingene’ er gået så godt, at Rasmus Seebachs debut­album fra 2009 har solgt platin et uhørt antal gange i en ellers skrantende musikbranche. ‘I mine øjne’, førstesinglen fra det nye album, der udkommer i dag, er i tung rotation på alle radiostationer.

Og da vi forlader rektors kontor for at tage en tur rundt på gymnasiet for at se, om der ser ud, som vi husker, bliver han stoppet igen og igen af nuværende elever, der liiiige skal trykke hånd, kramme, have en autograf eller få taget et par billeder med sangeren. Han stiller op til det hele med et smil.

Selv da en flok knægte i kantinen forsøger at få hans opmærksomhed ved at snakke om, hvor dåååårlig musik, ham der Rasmus Seebach laver. De fniser lykkeligt, da han marcherer målrettet mod deres bord og med brølende gangsta-jargon spørger, hvem det var, der snakkede grimt om hans musik ...

Jo, huen ville nok bare have ligget og samlet støv i pladestudiet på Islands Brygge, hvis han havde fået det sidste lille halve år med her på ‘Falko’. Men selv om Rasmus Seebach havde besluttet sig for at satse på musikken, tog det en del år, før han fandt sin plads i den. Han skulle nemlig hverken være ‘sur hiphopper’ eller sidde bag en pult og producere musik for andre, som han gjorde i en del år. Det var der en, der havde luret, længe før debutsinglen ‘Engel’ bragede ud af højttalere over hele Danmark.

»Det er ret syret. Jeg har lige fået en e-mail fra en, som kendte min far fra det værtshus, hvor han kom: ‘Jeg er nødt til at fortælle dig, at din far altid sagde, at en eller anden dag begynder Rasmus at synge.’

Det er vildt mærkeligt for mig at høre nu. Jeg tror, han måske har hørt mig om morgenen, når han selv lå og sov længe, og jeg skulle i skole. Og jeg stod måske og sang eller fløjtede ude på lokummet, og så har han måske kunnet høre, at jeg havde den samme kærlighed til musikken, som han selv havde, og tænkt, at det kunne jeg ikke undertrykke resten af mit liv,« siger Rasmus Seebach.

Mange måske’er. Rasmus Seebach trækker på skuldrene. Han er ikke selv helt sikker på, hvordan hans nu afdøde far kunne vide, at sønnike overhovedet ikke skulle være fodboldspiller, som han selv havde planlagt, men følge i hans fodspor og blive sanger.

Men det gjorde han. Og mens han lige i begyndelsen af sin egen popkarriere forsøgte ikke at gøre et for stort nummer ud af, at han var Tommy Seebachs søn, har han på den nye plade lavet en genindspilning af sin fars grandprix-vinder ‘Under stjernerne på himlen’.

»Jeg har altid gerne villet vise, at jeg kunne stå på egne ben og ikke behøvede min fars navn. Da jeg udgav ‘Engel’, var det heller ikke noget med ‘tjek lige Seebachs søn’.

Det var rart, for så var der hverken fordomme eller forventninger. Men så gik det jo godt med pladen, og det gjorde mig mere modig i forhold til at synge min fars sange.

Jeg gjorde det til nogle koncerter, og det gav mig en god følelse i kroppen. Man kunne se de unge ude i publikum stå og stirre, for ‘hvorfor går de gamle amok?’ Jeg kunne mærke, at han var elsket,« fortæller Rasmus Seebach og tager en dyb indåndning, mens han kigger ned i bordet.

Han tager en tår af den halvkolde kaffe. Det kan godt være lidt svært at snakke om farmand, som døde i 2003. Men så smiler han, tilfreds og tilpas med at lade fortiden få plads i nutiden – og kigger op.

»Hun kunne da godt have sådan en idolplakat hængende,« griner han, mens han igen studerer rektors opslags­tavle.

Og så skriver vi et brev til Kirsten og lægger til hende på bordet, før vi går.