Han startede med at slynge molotov-cocktails i hovedet på sit publikum. Flammende brandbomber sprængfyldt med morale, skabt for at oplyse bio­grafmørket og antænde be­sku­e­rens indignation. Bevæbnet med sine film ville Rúnar Rúnarsson sparke til folkets sløvsind og vække den politiske bevidsthed.

Det var hans ansvar som film­instruktør, følte han. Problemet var bare, at det ikke virkede særligt godt.

»Det var kun dem, der allerede var enige med mig, som var glade for filmene. Jeg fik ikke folk til at tænke anderledes eller hoppe med på mine politiske ideer,« siger Rúnar Rúnarsson.

Det var først, da han skiftede ­fokus og i stedet skildrede det ­enkelte menneskes følelsesliv, at han begyndte at røre publikum. Men så skete der også noget.

»Jeg oplevede, at jeg havde en lille smule indflydelse, og fik mennesker til at stoppe op i livets ­hastighed og tænke på andre end sig selv,« fortæller han.

Den 32-årige islænding sidder i gården til Den Danske Filmskole, hvor han netop er blevet færdig efter fire år på instruktørlinjen. Det skarpe sollys får ham til at misse med de blågrå øjne, der lyser med en sparsom, men mærkbar varme, når han smiler. Stemmen er lavmælt, næsten skrøbelig og søgende, som svarene, der ofte bliver afbrudt af pauser så lange, at man bliver i tvivl om, hvorvidt han venter på et spørgsmål. Umiddelbart er det svært at få øje på det iltre temperament, den stil­færdige mand efter sigende gemmer på. Men engagementet og ikke mindst troen på sig selv lyser tydeligt, når han taler om den ærlighed, han lægger i sine film.

»Jeg tager altid udgangspunkt i mig selv. Hvis hovedkarakteren ­ikke er selvbiografisk, så er det min opfattelse af et menneske, jeg elsker. Jeg prøver at give en lille del af mit hjerte hver eneste gang,« fortæller Rúnar Rúnarsson.

Den ærlighed har vist sig at vinde genklang hos publikum. Fil­men, der fik ham optaget på skolen, blev oscar-nomineret, mens både ‘Smáfuglar’ og afgangs­filmen ‘Anna’ har været udtaget til Cannes. Sidstnævnte handler om en 12-årig pige, der bliver fanget i en skilsmisse og farer vild i sit eget kaos af spirende følelser.

»Anna er mig selv i skikkelse af en 12-årig pige. Jeg var en rigtig vred ung dreng. Min familie er ­anderledes end hendes, så selve plottet er ikke selvoplevet. Men det at have svært ved udtrykke ­sine følelser og tabe sig selv, sådan var jeg som barn,« siger han.

Kortfilmen er frugten af fire års hårdt arbejde på den uddannelse, der er blevet kaldt verdens bedste og har udklækket nogle af landets allerstørste instruktører. Alene de sort/hvide fotoer af dimittender på skolens gange taler for sig selv: Lars von Trier, Thomas Vinter­berg, Per Fly. De har alle gået her.  

Snart tager Rúnar Rúnarsson også plads på væggen. Men selv om fortiden kaster lange skygger, ­føler han ikke, at han skal leve op til en særlig dansk filmtradition.

»Jeg har faktisk aldrig tænkt på mig selv i forhold til andre in­struktører, og jeg har ingen idoler. I princippet er jeg ­ligeglad med, hvad andre menne­sker har lavet. Jeg er narcissist, og det eneste, jeg skal leve op til, er mine egne ambitioner. Når jeg ­laver film, er det min personlige rejse, som jeg inviterer andre mennesker med på,« siger han.

Dogme-filmene var ellers medvirkende til, at den unge instruktør flyttede til Danmark og søgte ind på filmskolen i 2003. Der var en god energi i dansk film, mente han. Desværre var skolen ikke ­interesseret. Han fik et blankt nej.

»Jeg havde lyst til at tæve dem.  Jeg kom ikke engang videre fra ansøgningen, jeg fik bare et pænt ‘fuck you’ via e-mail. Jeg var rasende,« siger han med krast tryk på det rullende r.
Ind kom han alligevel, da han året efter søgte med filmen ‘The Last Farm’, der som alle hans film er skrevet af ham selv og blev nomineret til en oscar i kategorien bedste novelle-film.

Og noget tyder på, at de selv­samme folk, der afviste ham, så rigtigt anden gang. Efter at have set alle afgangsfilmene udråbte Claus Christensen, chefredaktør på filmmagasinet Ekko, Rúnar Rúnarsson til det største talent siden årgang ’99, hvor Peter Schønau Fog (‘Kunsten at græde i kor’) forlod skolen.

»Priser og den slags kan jeg ikke bruge til så meget. Men det er dejligt at få et klap på skulderen en gang imellem. Selv om man vil være så stærk og sige, at man ikke har brug for det, så varmer det at få lidt positiv feedback. Og måske er der nogle mennesker, der læser det og giver mig penge, så jeg fortsat har plads og mulighed for at arbejde på min egen måde. Det er sådan set, det eneste jeg drømmer om,« siger Rúnarsson.