Kan du huske, hvornår du første gang optrådte for andre mennesker?
»Ja, der var jeg ikke særlig gammel. Jeg var med i en musical i vores lokale kirke – vi spillede ‘Noahs Ark’ og var alle sammen klædt ud som dyr. Første gang, jeg stod alene på scenen, var i 7. klasse til en forårskoncert. Jeg sang Mariah Careys ‘Vision of Love’, og det føltes så rigtigt for mig at stå der på scenen. Bagefter kom folk hen til mig og sagde ‘oh man, bliv ved med at synge!’ og jeg vidste bare, at det var det, jeg ville.«
Har du det bedst før, under eller efter en koncert?
»Helt sikkert under koncerten! På scenen føler jeg mig som den helt rigtige udgave af mig selv – det er let og rart for mig at stå der. Jeg bliver aldrig nervøs – jo, én gang gjorde jeg! Det var, dengang jeg skulle synge for paven. Der var så mange regler for, hvordan jeg skulle stå på scenen. Jeg måtte ikke have ryggen til paven, men jeg måtte heller ikke vende ryggen til hverken publikum eller fotografer. Jeg var meget bange for at komme til at gøre noget, der virkede respektløst.«
Hvad har du altid i din garderobe?
»Te, vand og hvidvin. Noget at blive høj på og noget at falde ned på – ha ha.«
Hvem vil du helst have med dig på turné?
»Min storesøster er ret sjov at have med. Hun er den type, alle bliver tiltrukket af – hun griner altid og har altid en øl i hånden. Man skulle ikke tro, hun var mor … Det kan godt blive lidt ensformigt at være på turné, så det er dejligt, når hun dukker op som et frisk pust en gang imellem.«
Hvad er det mest pinlige, du har gjort på scenen?
»Der var engang, hvor det regnede rigtig meget, og jeg skvattede i en vandpyt midt på scenen. Jeg grinede bare – den slags kan jo ske. Jeg synes faktisk, det er mest pinligt, hvis man ikke griner af det. Men der skal nu virkelig meget til at gøre mig rigtig flov.«
Hvilket nummer er du allermest vild med at synge live?
»Lige for tiden er det et miks af Alanis Morissettes ‘That I Would Be Good’ og Kings of Leons ‘Use Somebody’. Jeg aner ikke, hvordan de har fået de to numre til at spille sammen, men det er virkelig fedt.«
Hvad kan du bedst lide at optræde i?
»Jeans og en T-shirt. Nogle gange får jeg en eller anden idé om, at jeg skal være mere piget, men jeg vender altid tilbage til jeansene, for det er dem, jeg har det bedst i. Det er også let, når jeg skal pakke min kuffert, før jeg tager på turné. Jeg smider bare tre par jeans og tre T-shirts derned.«
Hvad laver du i tourbussen?
»Åh, så er det nu, jeg afslører, hvor supernørdet jeg er: Jeg spiller computer. Oldschool-spil som ‘Super Mario Brothers 3’, men også Wii. Nogle gange skriver jeg også sange.«
Hvad savner du, når du er på turné?
»Jeg lider ikke af hjemve – det er faktisk først, når jeg kommer hjem, det går op for mig, at jeg har savnet nogle ting. Det er små ting som at gå i Target (amerikansk supermarked, red.) og sove i min egen seng.«





























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








