Iran betyder ‘de nobles land’, og det er antageligvis én blandt mange dyder, indbyggerne i hoved-staden Teheran forsøger at efterleve. Det er ikke altid lige let, når man er et ungt og grænsesøgende menneske i et land, hvor forbud gennemsyrer store dele af samfundet. Dette er netop konfliktpunktet i den debuterende instruktør Maryam Keshavarzs film ‘Forbudt kærlighed’. Den skildrer det komplicerede kærlighedsforhold mellem to skolepiger Atafeh (Nikohl Boo-sheri) og Shireen (Sarah Kazemy).
Den giver et glimrende indblik i Teherans facetterede liv fra snuskede undergrundsmiljøer, hemmelige videoforretninger og dekadent overklasseliv. Til gengæld formår filmen ikke helt at give et nuanceret og tilfredsstillende psykologisk portræt af karaktererne og forfalder desværre i nogle scener til tam og overstiliseret musikvideo-æstetik.
Karaktererne i ‘Forbudt kærlighed’ fremstår som rebeller uden formål, fordi deres formål om mere frihed og kærlighed på tværs af køn er illusorisk. Filmen er dog værd at se som en modvægt til det Iran, der ofte forbindes med inkvisitoriske imamer, offentlige hængninger og hul revolutionsromantik.