Er kunst god, fordi den er produceret af en dronning? Nej, selvfølgelig ikke, men alligevel er det svært at adskille dronning Margrethes værker fra kunstnerinden.
‘Farvens sjæl’ er en broget blanding af dronning Margrethes værker, fra abstrakte landskabsmotiver til afdæmpede akvareller, fine découpagecollager, klip fra hendes film og, endelig, dronningens seneste produktion: en samling kulørte malerier af sten og ‘knokler’.
Udstillingskonceptet har sat sig mellem to stole, fordi udstillingen på én gang illustrerer dronningens udvikling gennem 35 år og samtidig hedder ‘Farvens sjæl’. Titlen virker påklistret, for tematisk er værkerne ikke er så lette at holde samling på.
Men blandt dronningens værker er der flere pletskud: Hendes malerier af Fredensborg Slotsallé er fabelagtige, ligesom hendes fornemmelse for eventyr, som ses i både malerier, tegninger og kostumedesign, og hendes arbejde med decoupage fascinerer. Hun har både sans for farver, former og for folkesagnet.
I en serie af landskabsbilleder maler dronningen bjerge, himmel og den samme sø i ultramarin og stærk grøn og skaber en mystisk stemning. Generelt tager hendes billeder sig bedst ud på afstand, hvor farveindtrykket kan komme til sin ret. Hendes découpager er derimod fine med bittesmå detaljer og vinkler, man kan blive helt skæv i hovedet af at kigge på.
Til sidst i udstillingen vises dronningens malerier af knokler og sten, som også pryder udstillingens program og plakat. Personligt var jeg ikke vild med billederne, men de viser dronningens spændvidde som kunstner.




















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




