Man skal ikke finde sig i hvad som helst, bare fordi man ikke er hvem som helst. I går gav det pote for David Letterman, at han ikke led i tavshed, men derimod gik til politiet, da en ansat på samme tv-station afpressede ham. Den 51-årige tv-producer Robert Joel Halderman, der havde truet Letterman med at afsløre hans affærer med flere af sine ansatte, erklærede sig i nemlig skyldig i pengeafpresning. Han kan nu nøjes med seks måneder bag tremmer i modsætning til de 15 år, som han ellers kunne have risikeret, hvis sagen var blevet prøvet ved en retssag. Det skriver Reuters.

David Letterman valgte helt fra starten at være ærlig omkring afpresningen. Så ærlig, at han ikke blot gik til politiet, men også lagde alle kort på bordet i sit eget tv-show og undskyldte affæren over for sin kone Regina Lasko.

Og han er ikke den eneste kendte, der i år har taget kampen op med pengeafpresserne, for supermodellen Cindy Crawford og skuespilleren John Travolta gik også til politiet, da de blev udsat for pengeafpresning. Men selv om de tre sager har fyldt spalteplads i medierne, så er de bare toppen af isbjerget, lyder det fra eksperterne i Hollywood.

»For hver sag du hører om, så er der 10 du ikke hører om. Bare i løbet af de sidste par uger har jeg haft to sager, som ingen kender til,« fortæller Hollywood-advokaten Mark Geragos til LA Times. Og han bakkes op af Marty Singer, der har været advokat i underholdningsbranchen i 30 år. Han har cirka en afpresningssag om måneden, og antallet har været konstant de sidste ti år, siger han til LA Times.

For de kendte er et nemt mål, mener den tidligere FBI-agent og lektor i kriminalret, David Shapiro ifølge avisen. Og de oplysninger, der bruges til at afpresse dem, behøver ikke en gang være sande.

»Det er bare et andet spil for de kendte. De er ekstra sårbare, fordi de er nødt til at passe på deres image,« siger han. Men samme image kan også have betydning for, hvor lette ofre de er for afpresserne.

»Jeg har klienter som ville være bedøvende ligeglade med, hvis nogen truede med at offentliggøre en sex-optagelse, for de ville bare tænke, at det ville gøre dem  endnu mere berømte,« fortæller advokaten Mark Geragos.