Der er ikke nogen, der skal forhindre Liza Marklund i at gøre sit arbejde. Heller ikke en kenyansk politichef, der bruger sine stjerner på skuldrene til at understrege sin magt. Så enkelt er det.

Liza Marklunds brune blik er stålsat. Hun blinker ikke, for hun mener det helt alvorligt, det her. Efter et øjeblik kaster hun det blonde hår over skulderen og læner sig frem over bordet for at fortælle videre.

»Men nej, jeg var ikke bange. Heller ikke, selv om militærpolitiet også kom på et tidspunkt,« fortæller hun med den største ro i stemmen.

Det er efterhånden mange måneder siden. Liza Mark­­lund var i Kenya, i den nordøstlige by Liboi på grænsen til Somalia, for at researche på sin nye krimi, ‘Sort hvid’, som er den niende i den million-sælgende serie om journalisten Annika Bengtzon.

Og Liza Marklund var især optaget af den ubemandede grænseovergang til Somalia, som hun ivrigt fotograferede og studerede. For netop den grænseovergang spiller en stor rolle i ‘Sort hvid’, hvor Annika Bengtzons mand – den svenske embedsmand Thomas – kidnappes sammen med en EU-delegation og bortføres til Somalia.

Men Liza Marklund husker især også kvindefængslet Lang’ata i Liboi.

»Jeg blev taget ind til forhør tre gange, mens jeg var der. Kun fordi jeg tog billeder,« forklarer hun forarget.

»‘Du må ikke tage billeder her. Det er ‘Government property’, blev politiet ved med at sige til mig. Men det står altså ingen steder, og det blev jeg ved med at sige til dem. For det gjorde det ikke. Så jeg tog altså de billeder, jeg ville tage,« fortæller Liza Marklund.

På papiret virker det ikke helt logisk, at hun ikke lader sig skræmme. Eller at hun slipper af sted med det.

En svensk kvinde på researchtur i det nordøstlige Kenya på grænsen til Somalia. Og en politichef for den kenyanske grænseby, der gerne vil have hende til at makke ret.

Magtbalancen burde give sig selv. Men når man sidder ansigt til ansigt med Liza Marklund i det novemberkolde København tusindvis af kilometer fra det farlige grænseland, forstår man det bedre. For med sit selvsikre blik demonstrerer hun, at magtkampen mod hende ikke skal udkæmpes med mængden af medaljer på uniformjakken, men med intellekt og beslutsom stædighed.

»Tre gange måtte jeg ind til politichefen i Liboi og forklare, hvorfor jeg var i byen, og hvorfor jeg blev ved med at tage billeder. Og alle tre gange forklarede jeg, at jeg altså var forfatter, og jeg skrev fiktion, som udelukkende var opdigtet – men som finder sted på virkelige steder, og at jeg simpelthen er nødt til at se og dufte og smage på de steder, før jeg kan skrive om dem. Og det accepterede han så til sidst,« fortæller Liza Marklund.

»Men så tilføjede han så på sin egen mægtige og magtfulde måde: ‘For your own protection I give you two soldiers’,« parodierer Liza Marklund med den dybeste stemme, hun kan tvinge frem og rækker to strittende fingre i luften for som politichefen at vise, hvor mange soldater hun blev udstyret med – til beskyttelse, forstås.

Den kenyanske politichef slap den svenske forfatter ud af fængslet igen. Og trods sin stædighed måtte hun efterlade flere af sine billeder af grænseovergangen bag tremmerne.

Men langt de fleste fik hun med ud igen – sammen med adskillige andre billeder af både byens fængsel og flygtningelejr.

I dag er de samlet i en stor fotobog, som Liza Mark­lund stadig bladrer i for at genopleve turen til det kenyansk-somaliske grænseland.