‘Mademoiselle Chambon’ er en film, der tør at bevæge sig derud, hvor det gør ondt. Et kammerspil om den svære kærlighed af den allermest henholdende slags, som kun franskmændene kan lave dem. En af den slags film, hvor intet synes at ske overhovedet, men hvor alt ting sker lige under overfladen.

Instruktøren Stéphane Brizé har lavet en film, der er lige så svær at holde ud, som den er forrygende. Svær at holde ud, fordi Brizé gør alt for at holde os hen – stakåndede – mens vi følger filmens to karakterers stille, afventende dans om kærligheden:

Jean, en lykkelig gift murer, falder for sin søns skolelærerinde Véronique Chambon. Inderligt klamrer vi os til håbet om, at de to vil løbe væk sammen.

Og dog. For så simpelt er det ikke. Brizé mestrer i få scener at få os til at se det også fra hustruens side, mens Jean og hans frk. Chambon forsøger at afværge den affære, der synes uundgåelig.Vi føler, at deres inderste sprænges af skyldfølelse, af desperation, af indestængt kærlighed og seksualitet, der aldrig kan blive til den rigtig våde slags. 

Filmen fascinerer ved at tage kærligheden seriøst. Kærligheden er en byrde og en pligt, man har over for sig selv, siger filmen. Også selv om den smadrer os selv og vore nære. Men derfor er det ikke sikkert, at alle tør tage den på sig.