Steven Soderbergh og Quentin Tarantino er bare to af de instruktører, der har skudt deres karriere i gang for alvor på Sundance. 

Og når den hippe filmfestival i mormon-staten Utah i USA skydes i gang i dag, er der en dansker, der skal forsøge at gøre de to sværvægtere kunsten efter.

Mads Matthiesens første spillefilm, ‘10 timer til paradis’, er udtaget til konkurrencen ‘World Cinema Dramatic’ – altså ikke-amerikanske spillefilm – og der er meget, den 35-årige instruktør skal nå, inden filmen om bodybuilderen Dennis og hans søgen efter kærligheden får premiere i Utah på søndag.

Der var gallapremiere og efterfølgende fest i Dagmar-biografen tirsdag aften. Det blev sent.

»Jeg tror, den var halv fire,« husker Mads Matthiesen selv om sin sengetid og forklarer, at han derfor var lidt klatøjet, da han her til morgen – dagen derpå – stod tidligt op for at nå et andet planlagt interview.

Han skal også nå til Aarhus for at præsentere filmen på dén side af Storebælt, og så skal han hjem til hovedstaden igen, pakke en kuffert – og af sted til USA lørdag.

Oven i det heftige program har han reddet sig en forkølelse, der virker ret standhaftig, ligegyldigt hvor mange gange han pudser næse. 

Det tager dog ikke pippet fra den debuterende spillefilmsinstruktør, der glæder sig til at komme af sted.

»Jeg var jo også på Sundance for nogle år siden (med kortfilmen ‘Dennis’, red.), men det er noget andet denne gang, fordi det er en spillefilm. Jeg er da spændt på, om folk synes, den er god,« siger Mads Matthiesen.

Den store gruppe filmfolk, der lægger programmet for Sundance og screener tusindvis af film årligt, syntes i hvert fald, ‘10 timer til paradis’ var god nok til at få en af de eftertragtede 14 pladser i den internationale konkurrence.

Mads Matthiesen har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor lige netop hans film kom gennem nåleøjet, men han vil gerne komme med et bud.

»Jeg prøver at lave film, som er universelle. Film, der handler om ‘urfølelser’, som man ikke skal være dansker for at forstå: Om hvor svært det er at finde kærligheden – og få den til at fungere. Om forholdet mellem mor og søn,« siger han.

Lige nu, hvor der er knap et par uger, til festivalens vindere findes, mener han, at ‘det er fedt nok bare at være med’, men han ved også godt, at han får det anderledes, hvis han bliver hængende i Utah til prisoverrækkelsen.

»Så sidder man der …, og så vil man jo alligevel så gerne vinde! Men primært er det det at være med, der betyder noget. Der er jo garanteret mange megagode film mellem mine konkurrenter,« siger instruktøren, der endnu ikke har haft tid til at sætte sig så meget ind i, hvem han egentlig er oppe imod.

Men Mads Matthiesen er ikke helt sikker på, at han overhovedet stadig er i Utah, når guldet skal fordeles. 

Han har planer om at tage til New York et par dage, før han efter et kort pitstop i København drager videre til filmfestival i Gøteborg.

»Jeg ved, jeg får kuller efter nogle dage, så jeg stikker nok af, inden priserne skal uddeles. Medmindre de altså beder mig om at blive,« siger han med et grin.