Hvordan kan man sidde 30 år i fængsel, komme ud og tilgive ens fangevogtere? Dette og en lang række andre filosofiske spørgsmål stiller Clint Eastwoods nyeste film ‘Invictus' – om Sydafrikas første sorte præsident, Nelson Mandela og det rugbyhold, der forenede nationen.

Det er alt sammen meget velmenende og pænt sympatisk, men bag de store ord, der så inderligt gerne vil inspirere, er der ikke meget andet end tom luft.

Efter en lang og spændende karriere både som skuespiller og især som instruktør har Eastwood i sit livs vinter fremvist indiskutabel storhed, og der er intet i vejen for, at han ikke også skulle kunne levere en sportsfilm. Eller er der? Vi taler trods alt om en mand, der har gjort det til en dyd at være den tavse enspænder. En knudemand med levende dæmoner. Den slags typer gør sig også godt i sportsfilm, så længe hans (eller hendes) kamp sættes hårdt op mod sportens hede.

Problemet er, at vores hovedperson ikke er sportsudøver, han er politiker. Han er ikke herre over kampens resultat. Han kan kun se på, mens andre kæmper. Ligesom publikum. Vi ser kun på. Vi er ikke med.

I rollen som Nelson Mandela udviser Eastwoods faste makker Morgan Freeman fin sans for Mandelas karakter, men en troværdig præstation fra både ham og Matt Damon, som spiller anføreren for rugby-landsholdet – og ligesom Freeman er oscar-nomineret – kan ikke skabe spænding.

Patos og (alt for) mange slowmotion-scener fra grønsværen er der rigeligt af, men dramaet er simpelthen for stift og ophøjet til, at det nogensinde bliver medrivende.

‘Invictus' betyder på engelsk ‘invincible’ (uovervindelig på dansk), hvilket også er titlen på en sportsfilm fra 2006 med Mark Wahlberg i hovedrollen. Den handlede om amerikansk fodbold og var også baseret på virkelige begivenheder. Den var også sentimental, og så var (og er) den vanvittig spændende og kan kun anbefales til folk med hang til sportsdramaer.

Desværre får ‘Invictus’og dens forsigtige fær­den i en ellers rå sportsgren ikke den store anbefaling herfra.

Hvis man elsker Eastwoods underspillede værker og sætter pris på et stille drama med få veludvalgte vigtige ord, vil man måske slippe for at kede sig. Men kun måske.

Lisa Brygger/Cinemazone