‘Echoes of December’ skulle egentlig have været en del af Dúné-drengenes kommende 2012-plade, men er i stedet gået hen og blevet til en stille og eksperimenterende jule-ep.

I et melankolsk og frostdækket landskab ligger Dúnés normale, genkendelige electro-rockede poppunk nemlig dybt begravet i flere meter lag sne, og til gengæld forsøger bandet at skabe et stille, inderligt julerum med masser af kærlighed, keyboard og klokkeklang.

Ud over fire stille numre indeholder pladen en intro og outro, men i virkeligheden er ‘Echoes of December’ én lang julesang fra skibonitterne.

På nummeret ‘Falling Into Pieces’ svæver keyboardlyde mod et lille klimaks med klassisk Dúné-lyd og guitar, men sangen fader ud i skrøbelighed og korsang. Det gør sig også gældende på resten af numrene, som i virkeligheden er svære at skille ad.

Ep’en er skrøbelig og ulig Dúné, der ikke helt rammer bandets normale tilstedeværelse i musikken. Det lykkes kun på numrene ‘Face Among the Stars’ og ‘Wait For Me’, som til gengæld begge har et inderligt nærvær.

‘Echoes of December’ er således et smukt bekendtskab. En nærmest religiøs kirkegang, men der mangler simpelthen noget intensitet i både musik og vokal.