Nyt år, nye håb.

Og nogle af 2012’s største musikalske forhåbninger er knyttet til Michael Kiwanuka. Ikke mindst fra hans pladeselskab, der sandsynligvis krydser fingre for, at Adele-effekten – længslen mod et mere nostalgisk og ‘autentisk’ udtryk – også rammer den traditionsbevidste brite med ugandiske aner.

Udgangspunktet er i hvert fald ikke helt dumt: tre enkle, men smagsfuldt draperede sange, der giver den talentfulde popcharmør en større lytterskare.

Referencerne til klassisk orkestral 70’er-soul er åbenlyse. Den akustiske guitar knitrer diskret, strygerne suser blidt ind i øregangene, mens Kiwanukas fløjlsrøst glider med.

Resultatet er blødt med blødt på, og så burde alt jo være fryd og gammen.

Det er det sådan set også. I hvert fald på overfladen. For selv om ep’en er aldeles nem at gå om bord i, så formår ingen af de tre numre at blive hængende efter talrige gennemlytninger.

Sangskrivningen lader altså Michael Kiwanuka i stikken. Og den manglende kompositoriske skarphed gør også, at hans vokal aldrig rigtig formår at folde sig ud, så lytteren for alvor kan blive revet med. Men hey, han skal jo også lige i gang.