Det er et sjovt band, The Maccabees. Som drengene der gerne har villet lege med de store, har gruppen altid forsøgt at lyde lidt som dem.

I 2007 ramte debuten ‘Colour It In’ ned i den postpunkede lyd, som landsmændene The Futureheads blandt mange andre havde held med.

Men to år senere var det umuligt at høre ‘Wall of Arms’ uden at tænke på Arcade Fire.

Og nu er The Maccabees så tilbage til de engelske inspirationskilder med deres tredje plade, hvor Orlando Weeks’ vokal lyder umiskendeligt meget som en vis Chris Martin og dennes Coldplay-signatur-falset.

Men bandet gør det til gengæld godt. Og derfor er de store drenge aldrig blevet sure. For den Brighton-baserede kvintet kan skrive gode sange, og det her er absolut et album, der vil gøre sig godt i en let brise på de største udendørs festivalscener.

Det er behersket, voksen og storladen rock med helt styr på virkemidlerne.

Lyt bare til ‘Forever I’ve Known’, der er tekstbogs-stadionrock, hvor ringlende guitarer og en luftig basgang først vokser halvvejs, når de rullende trommer bringer nummeret frem mod eksplosionen. Effektivt som bare …

‘Given to the Wild’ kan sagtens holde gryderne i kog for The Maccabees, men desværre blev det heller ikke albummet, hvor de fandt deres egen lyd.