Butiksklokken ringer næsten hvert andet minut, når døren går op, og nye kunder træder ind. På samtlige vægge og midt på gulvet står reoler fra gulv til loft, og man må kante sig igennem butikken for at komme rundt. På reolerne står tegneserier og science fictionbøger i massevis, og drister man sig til at tage et af hæfterne ud, skal man være forberedt på at kæmpe bravt for at få mast den ind på plads igen

»Vores publikum er jo nørder, ikke? Fantask er blevet kaldt nørdernes paradis,« siger Rolf Bülow, som er en af grundlæggerne af science fiction- og tegneseriebutikken Fantask.

For 40 år siden åbnede han og kollegaen Søren Pedersen butikken i Sankt Peders Stræde i det indre København, i området der kærligt kaldes for Pisserenden. Det gør butikken til verdens ældste tegneserie-og science fictionbutik, da den ligger samme sted og stadig har samme navn.

I dag har butikken fået ny ejer, men i anledning af fødselsdagen har de to grundlæggere slået vejen forbi. 

»Vi tænkte jo, at der måtte være andre tumper ligesom os, og så tog vi et studielån og åbnede butikken,« forklarer Rolf Bülow.

Dengang var kunderne for det meste unge mænd, og det var ikke særligt velset at læse         tegneserier.

»Hvis du i 70’erne satte dig ind og læste en tegneserie i toget, kunne du jo ligeså godt have et skilt på ryggen, hvor der stod ‘Fjols’,« siger Rolf Bülow, og Søren Pedersen nikker.

»Det eneste, der var accepteret at læse, var ‘Anders And’, og det var for børn,« forklarer han.

Men velset eller ej, ‘Asterix’, ‘Spider-Man’, ‘Lucky Luke’ og alle de andre tegneserier røg hurtigt over disken, og tegneseriefans fra hele Danmark tog til Sankt Peders Stræde for at hente de farverige hæfter med hjem. Og pludselig blev tegneserier mere mainstream.

»Omkring 80’erne og fremefter blev det mere accepteret. Nu kalder man det jo grafiske romaner. Det har jeg egentlig aldrig brudt mig om. Men jeg tror, at vi, der er vokset op med ‘Anders And’, har givet      tegneserier videre til vores børn, og i dag kommer der jo alle slags mennesker i butikken,« siger Rolf Bülow.

I dag begynder iPads og e-bøger at give de knitrende tegneseriehæfter kamp til stregen, men de to grundlæggere af butikken tror stadig, at der er et marked for tegneserier.

»Der vil stadig være folk, der kommer her, især tegneseriesamlere. Men der er nok alligevel mange børn, der er apatiske over for tegneserier i dag. Udbuddet er jo blevet langt større,« siger Rolf Bülow.