Man kommer ikke til at se en dansker på scenen i Kodak Theatre i år. Hverken ‘SuperClásico’, ‘Drive’ eller ‘Melancholia’ klarede cuttet, da Oscar-nomineringerne i går blev offentliggjort. Til gengæld er Oscar for alvor hoppet med på 3D-bølgen.
3D-filmen ‘Hugo’ om en forældreløs dreng, der bor på en togstation i 30’ernes Paris, blev topscorer med nomineringer i hele 11 kategorier.
I en helt anden boldgade ligger den franske sort-hvid-film ‘The Artist’, som kom ind på andenpladsen med 10 nomineringer.
»Lige som sidste år er det tydeligt at se, at Oscar-nomineringerne ikke følger nogen bestemt linje. Spielbergs ‘War Horse’ er den store krigsfilm, ‘The Artist’ er den mærkværdige musical, og så er der independent-filmen ‘The Help’ – så det spænder bredt,« siger TV 2’s Oscar-kommentator Søren Høy.
‘Hugo’, der er instrueret af Martin Scorsese, er den fjerde 3D-film, der har modtaget en Oscar-nominering i kategorien bedste film. Forgængerne var ‘Avatar’ (2009), ‘Up’ (2009) og ‘Toy Story 3’ (2010), men ‘Hugo’ kan blive den første, som rent faktisk tager Oscar-trofæet med hjem.
»Teknisk skulle den være helt virtuos, og Martin Scorsese er jo en anerkendt instruktør. Den her film bringer virkelig 3D-elementet ind i hjertet på folk, hvor ‘Avatar’ måske fremmedgjorde det mere for publikum,« siger Søren Høy.
Ud over bedste film er Martin Scorsese også nomineret i kategorien bedste instruktør. En pris, han har været nomineret til fem gange før og vundet en enkelt gang for ‘The Departed’ i 2007. Ud af ‘Hugo’s 11 nomineringer er ikke en eneste af filmens skuespillere nomineret.
»Det kan godt være, Scorsese ikke har fået sin nominering for at instruere skuespillerne, men så viser han til gengæld, at han mestrer hele apparatet på den tekniske side også,« forklarer Søren Høy.
En af Scorseses yndlingsskuespillere, der dog ikke er med i ‘Hugo’, er Leonardo DiCaprio. Han fik ikke en nominering for sin rolle som J. Edgar Hoover i filmen ‘J. Edgar’, og det overrasker Søren Høy:
»Der er bestemt ikke blevet givet nogen fribilletter i år. Alle de nominerede skuespillere er dygtige, og de har påtaget sig roller, som ligger 1.000 kilometer fra, hvem de er som personer. Leonardo DiCaprio må have ligget lige på vippen, for han gjorde det virkelig godt.«
I den kvindelige skuespiller-kategori er den største overraskelse nok, at Kirsten Dunst ikke er blandt de nominerede. Hun vandt ellers i Cannes for sin rolle i Lars von Triers ‘Melancholia’. Til gengæld er Meryl Streep nomineret for sit portræt af den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher og Michelle Williams for sin rolle som Marilyn Monroe. Men selv om Meryl Streep for nylig vandt en Golden Globe, tror Søren Høy ikke, at den erfarne skuespillerinde får sin tredje Oscar med hjem.
»Det politiske portræt er ikke så meget oppe i tiden – måske er det også derfor, ‘J. Edgar’ ikke kom med. Krisen og Obama har måske gjort, at vi kigger efter mere moderne portrætter, som afspejler os selv, og der tror jeg, at Marilyn Monroe taler mere til den moderne kvinde, lige som et portræt af James Dean også ville tale til den unge rebel.«
Men selv om Søren Høy spår de moderne roller en god chance på Oscar-aftenen, er der også film, som bliver for moderne for Oscar-akademiets smag. Det ærgrer filmeksperten, at Nicolas Winding Refns ‘Drive’ ikke blev inviteret med til festen.
»‘Drive’ faldt åbenbart ikke i akademiets smag, men det er måske ikke så underligt, når det gennemsnitlige akademi-medlem er en hvid mand over 50. Uanset om den er lavet af en dansker, er det synd, den ikke kom med. Det er en hyperinteressant og moderne film med sit helt eget tempo og sin egen musikalitet. Den ville have gjort sig godt blandt de store,« lyder det fra Søren Høy.













































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




