Bag kunstnernavnet Dig & Mig gemmer sig de to barndomsvenner Andrea Aagaard og Kasper Maarbjerg, som er klar med deres første officielle single, ‘Skyggerne’. Lyden er skramlet pop blandet op med lidt støjrock og er blandt andet blevet betegnet som ‘Rocazino møder Ramones’.

Dig & Mig begyndte deres musikalske løbebane omkring en firespors kassettebåndoptager i en etværelses lejlighed under en fest. Siden er det gået slag i slag for duoen, der sidste år sendte en EP på gaden, og lige før jul tog de Sune Wagner fra The Raveonettes under armen og gik i studiet for at indspille nye sange til deres kommende debutplade.

Dig & Mig er dog ikke helt ukendt for P3-lytterne, der sidste år kunne høre nummeret, ‘Når jeg stikker af’, på Det Elektriske Barometer, hvor det hittede ganske pænt. Duoen har allerede gjort sig bemærket i den københavnske undergrund og er at finde på Soundvenue’s liste over de nye kunstnere, man skal holde øje med i år.

Dig & Mig er booket til februars Frost Festival, hvor de den 17. februar kan opleves give koncert med et andet københavnerband, Ulige Numre.       

Se mere på digogmig.bandcamp.com