Afdøde Michael Jackson gjorde det, afdøde Amy Winehouse gjorde det, og nu er afdøde Whitney Houston også på vej til at gøre det.

Når de musikalske superstjerner dør, brager de tilbage på hitlisterne.

Og at dømme ud fra de første forlydender er Whitney Houstons album ‘The Greatest Hits’ i top 10, når ‘the new Billboard 200 album chart’ offentliggøres i morgen.

Listen måles ud fra pladesalget fra søndag til søndag, og ifølge Billboard.com har albummet solgt omkring 50.000 eksemplarer på under to dage efter Whitney Houstons død.

Dermed er der gode chancer for, at albummet er at finde endnu længere oppe på listen onsdag den 22. februar.

Ikke overraskende dominerer Whitney Houston iTunes, der opdateres dagligt.

Således lå albummet ‘The Greatest Hits’ som nummer to i USA i går ved eftermiddagstid, mens albummet i Danmark lå som nummer tre, mens et andet Whitney-album ‘The Ultimate Collection’, havde indtaget førstepladsen på listen.

På iTunes’ singlehitliste lå Whitney Houston som nummer et og nummer ni i USA i går eftermiddags.

Søndag eftermiddag dansk tid havde Whitney Houston tre album i top 10 på iTunes’ amerikanske liste, mens 41 af de 200 bedst sælgende singler var Whitney Houstons.