Jomfru #1
George Clooney

Selv om han i 90’erne var nomineret to gange til en Emmy for rollen som børnelægen Doug Ross i tv-serien ‘Skadestuen’, var den statuette, George Clooney fik stukket i hånden søndag aften, hans første.

Filmhelten fik Emmy-komiteens særlige humanitærpris, blandt andet fordi han for nylig arrangerede en stor indsamling til ofrene for jordskælvet på Haiti, som indbragte omkring 60 millioner dollar – 350 millioner kroner. Clooney, der fik overrakt prisen af sin ‘Skadestuen’-kæreste Julianna Margulies, var beskedenheden selv, da han takkede for trofæet, og sagde blandt andet, at det var lidt pinligt at få en pris for ‘bare at gøre det, man skal’.

Jomfru #2
Modern Family

‘Modern Family’ er blevet et kæmpe hit i USA, og Emmy-uddelingen afslørede, at det ikke kun er hos tv-seerne, serien om de tre mere eller mindre skæve familier er populær. Showet blev kåret som årets bedste komedie-serie for snuden af blandt andet ‘30 Rock’, som ellers har væltet sig i priser de
seneste år. Eric Stonestreet (billedet), der spiller den ene del af et bøssepar, som adopterer en lille pige fra Vietnam, blev kåret som årets bedste mandlige birolle i en dramaserie og kvitterede med at afsløre, at han altid havde drømt om at blive klovn i et cirkus.

Søndag den 19. september viser TV 2 Zulu hele første sæson af ‘Modern Family’.

Jomfru #3
Kyra Sedgwick

Femte gang blev lykkens gang for Kyra Sedgwick, og den 45-årige skuespiller havde selv mere end svært ved at tro på, at hun efter fire nomineringer for rollen som politichef i tv-serien ‘The Closer’ endelig vandt sin Emmy. »Man regner jo ikke med, man har en jordisk chance for at vinde, når det er femte gang … det her havde jeg ikke turdet tro på i mine vildeste drømme,« sagde Sedgwick, der var mødt op i Nokia Theatre i Los Angeles sammen med sin mand gennem 22 år, ­skue­spilleren Kevin Bacon.

Kyra Sedgwick kan opleves på tv-skærmen senere på efteråret, hvor Kanal 4 viser fjerde sæson af ’The Closer’.

Jomfru #4
Glee

‘Glee’ var nomineret til 19 Emmy-priser, men måtte tage til takke med kun at vinde to af dem. Det lod dog ikke til at slå skår i glæden hos holdet bag serien om skolekoret New Directions. Instruktør Ryan Murphy (tv.) dedikerede med et glimt i øjet sin Emmy til ‘alle mine lærere, der lærte mig at synge og at fingermale’, mens Jane Lynch (th.), som vandt for sin rolle som led cheerleader-boss, sendte et
shoutout til sine kolleger: »I er unge, og I er fantastiske. I har glat hud, og når jeg ikke lige skummer af jalousi, er jeg enormt stolt af jer.«

TV 2 har sendt hele første sæson af ‘Glee’. Serien bliver i øjeblikket genudsendt om søndagen.

Jomfru #5
Archie Panjabi

I rollen som Kalinda i ‘The Good Wife’ er Archie Panjabi iskold og hæmningsløs. Og den 38-årige londoner, som har indisk baggrund, var ikke mindre sej, da hun fik sin første Emmy søndag aften. »Der var ikke så mange designere, der tilbød mig deres kjoler, men det kommer nok til at ændre sig nu,« grinede Panjabi, som var den eneste skuespiller fra ‘The Good Wife’, der fik guld med hjem, selv om blandt andre Julianna Margulies og Christine Baranski også var nomineret.

TV 2 har sendt de første 11 afsnit af ‘The Good Wife’ herhjemme. Resten af sæson et bliver vist i begyndelsen af det nye år.