Hvilket forhold havde du selv til ‘Evita’, inden du gik om bord i rollen?
»Jamen, jeg vidste ikke så meget mere, end hvad jeg oplevede, da jeg så musicalen med Sanne Salomonsen og Michael Carøe i 2001. Jeg vidste, hvem hun var, og at hun tryllebandt nationen. Jo mere jeg så er dykket ned i hende, jo mere fascineret er jeg blevet af hende og hendes historie.«

Du kom med i forestillingen, da Chistiane Schaumburg-Müller sprang fra. Hvordan sætter man sig ind i en så stor rolle på kort tid?
»Ja, jeg fik rollen dagen før nytårsaften – det var en fredag, og prøverne begyndte om mandagen! Så det har selvfølgelig krævet en del benarbejde, for det er en stor rolle at gabe over. Men sådan ville det også være, hvis jeg skulle være med i ‘Vild med dans’ ... Jeg skyndte mig at sluge en engelsk biografi om hende, for jeg blev nødt til at finde ud af, hvem hun egentlig var.«

Hvad fandt du så ud af?
»Hun var en kvinde med en enorm viljestyrke – der var simpelthen intet, der kunne kue hende. Selv da hun blev syg, arbejdede hun 20 timer i døgnet. Hun havde også en fantastisk evne til at iscenesætte sig selv. Med hende var der altid ‘lige’ en pressefotograf til stede. Selv da hun blev syg og lå i sengen ... Hun kørte sig selv i stilling som hele landets ‘moder’, men det var ikke alt, der var lutter lagkage – hun blev blandt andet beskyldt for at bruge for mange penge. Men jeg skal love for, at hun også fik udrettet noget. Det var blandt andet hende, der sørgede for, at kvinderne fik stemmeret i Argentina i 1947.«

Hvordan er det at spille en rolle, der er så ikonisk – man kan jo ikke sige ‘Evita’ uden at se hende for sig på balkonen?
»Det er en stor mundfuld, og det er nogle store sko, jeg skal fylde ud. Men jeg prøver at finde ‘min egen Evita’, at give mit eget bud på, hvordan hun skal skæres. Jeg forsøger at få hende ind under huden, så folk får en fornemmelse af, hvem hun var. Som jeg ser det, var hun et sammensat menneske. Hun smed om sig med penge, men der var også en grund til, at folk elskede hende.«