Den tyske thrillermester, Sebastian Fitzek, er på gaden med sin tredje gyser ‘Øjensamleren’. Fitzeks to første, ‘Sjæleknuseren’ og ‘Splinten’, var nervesønderrivende uhyggelige rejser ind i sindets mørkeste krinkelkroge, hvor vanviddet fører til mord, hvis ekstremt grusomme og absurd sadistiske karakter man skal lede længe efter. Jeg kan godt forstå, at Fitzeks bøger nu er oversat til 24 sprog. 

I ‘Øjensamleren’ har Fitzek fundet en ny indgangsvinkel til massemordets psykologi. Denne gang er vores morder en dødbringende psyko, som lister sig ind i folks huse og dræber moren i familien og bortfører sønnen. Derefter får faren en kryptisk besked om, hvordan sønnen kan reddes inden for 45 timer. Men det er endnu ikke lykkedes at redde nogen af de bortførte drenge. 

Endnu en mor bliver myrdet, og handlingen foregår i det tidsrum, som morderen har givet faren til de senest kidnappede tvillingebørn. Som en ekstra gimmick er historien fortalt bagfra, så nedtællingen til drengens død får lidt ekstra kolorit. 

Hovedpersonen er  kriminalreporter Alexander Zorbach, som stædigt arbejder på mordsagerne. Under efterforskningen af den seneste dobbeltkidnapning møder han en blind, ung kvinde, Alina, der er synsk. Alina ser forskellige sekvenser, hvor hun oplever at se sammen med Øjensamleren, men da Alexander følger Alinas anvisninger for at følge sporene, kommer han til at dukke op de forkerte steder for mange gange og ender selv med at blive mistænkt af politiet. 

Samtidig følger vi også den kidnappede dreng i hans forsøg på at slippe ud af den druknedødsfælde, han er blevet anbragt i. Indimellem sender morderen nedladende breve til myndighederne, hvor han forklarer sine bevæggrunde. Han er stolt af sit geniale arbejde.   

Kapitelinddelingen er speciel. Dels er der overskrifter med tidsangivelse – som i en Hitchcock-film eller ‘High Noon’ med klip til et ur – så der bliver talt ned for drengen. Dels er der kapitler med Alexander Zorbachs navn forrest, hvor der fortælles i første person, plus kapitler med forskellige deltageres navne som overskrift. 

Fortællingen besidder masser af grundlæggende uhygge, gys og gru. Det er hjerteskærende at følge den lille drengs forsøg på at befri sig fra sit snævre fængsel. Og uhyggen fortættes, efterhånden som Alexander får rodet sig mere og mere i fedtefadet. Gysene følger læseren til dørs. Det morderiske vanvid slipper ikke sit tag, og det bliver siddende, efter bogen er lukket. Det er absolut en thriller, der kan tilfredsstille de mange Fitzek-fans, og nye læsere kan få smag for den uhyggelige tysker med den skrækindjagende pen.