Spleen United er midt i en interviewstorm. Interessen for bandet er ikke aftaget i de fire år, der er gået, siden den seneste og succesfulde plade, ‘Neanderthal’, udkom.

MetroXpress møder Bjarke Niemann og Kasper Nørlund – der udgør halvdelen af Spleen United – på en café på Nørrebro i København.

De vil gerne snakke om deres nye album, ‘School of Euphoria’, der udkommer i dag, men de glæder sig også til, at rækken af interview stopper. Så de igen kan komme ud og spille. Og lade musikken tale.

Selv om der er gået flere år, siden bandets seneste plade udkom, har Spleen United hverken holdt pause eller været i krise.

Tværtimod. Bandet har arbejdet hårdt og konstant lavet musik. De fire medlemmer har eksperimenteret med deres lyd og ledt efter inspiration.

»Vi har brugt enormt lang tid på at finde ud af, hvordan vi skulle lyde. Og hvad vores mission var. Vi har hele tiden vidst, at vi skulle fortsætte med at spille og lave en ny plade, og vi har også hele tiden vidst, at vi ikke gad sende en plade ud, som ville være helt unødvendig for os,« fortæller Bjarke Niemann.

Spleen United startede som et traditionelt rockband i midten af 00’erne, men hurtigt kom synthesizere til at fylde mere og mere i deres lydunivers.

Album nummer to, ‘Neanderthal’, var en fusion af rock og den elektroniske musik, men på bandets nye album har den elektroniske lyd taget fuldstændig over.

Da interessen for ‘Neanderthal’ efterhånden aftog herhjemme, begyndte Spleen United at spille rundt om på klubber i Europa om natten. Og de koncerter gav både ny inspiration og skubbede bandet i retning af en mere elektronisk lyd.

Men de gav også nogle udfordringer i forhold til det nye album.

»Den største udfordring har været at få de ting, der fungerede live midt om natten, ind på en plade. Det var lidt sværere end som så,« siger Bjarke Niemann.

»Vi har brugt lang tid på at finde ud af, hvordan vi skulle være som band i denne verden af elektronisk musik, der ikke er specielt band-agtig,« fortsætter Kasper Nørlund.

For hvordan er man et band i en elektronisk verden, der bliver båret frem af dj’s? Og hvordan er man et band, når man i bund og grund mener, at den konstellation er en anakronisme?

»Det er ikke en band-tid, vi lever i. Alle klicheerne er leveret så mange gange nu. Det har været spændende fra 1960’erne og frem til år 2000 og et eller andet, men måske har man set nok til det? Det er i hvert fald ikke drivkraften for Spleen United at se os selv som et band,« siger Bjarke Niemann.

Og på grund af den manglende smag for det at være i et band var det i en periode dekonstruktionen, der herskede i Spleen United.

Instrumenterne blev skrottet, og Bjarke Niemann mistede lysten til at synge. Og så lavede de fire medlemmer musik i den ramme.

Spleen United blev nødt til at bryde de gængse strukturer ned for at kunne kombinere ønsket om at være et band  med det at lave elektronisk musik. Efter noget tid fandt de fire musikere frem til en kombination, hvor de fik blandet vokal ind i deres elektroniske univers.

Men det var en svær proces at gå fra at være et rockband til udelukkende at beskæftige sig med elektronisk musik. Især fordi den elektroniske musik i Danmark – ifølge Spleen United – lider under ‘eurodancearven’ fra 90’ernes glade dage med Aqua.

»Det har lidt en tendens til at blive ‘tacky’, hvis man smider en vokal ind på elektronisk musik. Som dansker har man i hvert fald en eller anden ‘eurodanceskræk’. Men i udlandet er der ikke den arv, derfor er de mere åbne over for elektronisk musik,« siger Kasper Nørlund.

En af grundene til, at man hurtigt ryger i bås med Aqua, når man laver elektronisk musik med vokal i Danmark, er, at danskerne ikke er særligt gode til at skelne mellem ironisk og seriøs elektronisk musik, mener de to Spleen United-bandmedlemmer.

»Danmark var eurodancens epicenter. Hvor Tyskland har Kraftwerk, så har Danmark Aqua, og den arv lever man bare lidt med,« siger Kasper Nørlund.

»Når der kommer fire stortrommeslag på, så hører man det anderledes herhjemme, end man gør i stort set alle andre lande. For vi har fået lyden ind med hele lortebølgen der i 90’erne. Derfor er det klart, at det tager pisse lang tid, før den almindelige dansker kan omstille sig og forstå, at det ikke behøver at være så slemt og ironisk,« forklarer Bjarke Niemann.

Spleen United har nu fundet fodfæste i genren og fundet sig til rette i den nye lyd.

Men det har krævet tid. Og rent karrieremæssigt havde det måske været mere fornuftigt, hvis de havde smidt en plade ud for et par år siden.

Men der har ikke været noget pres fra pladeselskabet, kun fra omgivelserne og publikum, der selvfølgelig ville have mere.

»Men når der går så lang tid, så holder folk til sidst op med at spørge. For de er bange for, om det hele bare er blevet skørt. Om vi er blevet helt fucked up. Og jo længere tid der går, jo tættere i inderkredsen begynder stilheden at nærme sig,« siger Bjarke Niemann.

»Ja, jeg holdt helt op med at spørge på et tidspunkt,« siger Kasper Nørlund med et grin.

Den nære fremtid for Spleen United byder på en turné i Danmark og nogle spillejob i udlandet og på danske festivaler til sommer.

Men hvad så? Rammer den samme længsel efter at eksperimentere så igen bandet? Og hvor længe skal deres fans så vente på endnu et album?

»Der kan sagtens gå 10 år, det kan vi ikke udelukke. Men lige nu er vi tilfredse med, hvordan vi lyder. Vi er tilfredse med, hvordan pladen lyder. Så vi tænker ikke, at vi skal ud og genopfinde os selv, men omvendt ved vi godt, at vi har haft det sådan før,« siger Bjarke Niemann og lader tankerne flyde tilbage til tiden efter deres første album, ‘Godspeed into the Mainstream’.

»Jeg kan huske, at første gang vi rigtig mærkede, vi skulle genopfinde os selv, var, da vi øvede numrene til vores anden plade – det vil sige efter touren med den første plade. Vi gjorde det, vi altid havde gjort, men vi kunne mærke, at det bare lød fucked. Det lød som Nephew, og det gik sgu ikke. Derfor gjorde vi noget andet. Så man kan sige, at hvis det samme sker igen ...« fun-
derer Bjarke Niemann, inden Kasper Nørlund hurtigt indskyder:

»... og Nephew kommer jo med en plade igen, det har de jo sagt!«