De var ikke venner. De arbejdede på den samme avis, men det var ikke engang altid, Tøger Seidenfaden sagde hej, når Stig Andersen mødte ham i deres lokale supermarked nord for København.
Så det var ikke for at få en hyggesludder og en kop kaffe, Stig Andersen i efteråret 2009 bankede på døren til ‘hjørneværelset’ på Politiken. Det var for at spørge ham, der holdt til i værelset – Politikens chef-kontor – om han måtte skrive en bog om ham.

»For mig var det som debattør, Tøger Seidenfaden var interessant. Det var oplægget: at skrive en bog om debatkulturen og dens udvikling – og om Danmarks mest markante debattør i den her generation,« fortæller Stig Andersen, da vi har fået sat os på hver vores side af det enorme skrivebord i hans lejlighed i Charlottenlund.

Uden at blive sat i gang af andet en kop kaffe – den er også stor! – og en smøg fortæller han om den bog, der allerede før sin udgivelse i dag har fået masser af spalteplads i de danske medier på grund af sine mere eller mindre kontroversielle afsløringer og historier.

Og især om manden, der har lagt navn til den – ‘Tøger’. For der gik ikke så lang tid, fra Stig Andersen havde fået sit ja fra Tøger Seidenfaden den dag i hjørneværelset, til det gik op for forfatteren, at Politiken-bossen ikke bare var den kloge-åge og samfundsrevser, han mente at kende.

»Jeg havde jo de samme fordomme som alle mulige andre om hans arrogance og ‘hovski-snovski-hed’ og klogskab. Men jeg mødte et ekstremt imødekommende, åbent og fantastisk rummeligt menneske. Den respekt, han har over for andre mennesker, overvældede mig temmelig meget. Det hørte ikke med til mine fordomme,» siger Stig Andersen.

Det er ikke den eneste gang, han omtaler Tøger Seidenfaden i nutid. ‘Tøger kan godt virke utilnærmelig’, ‘Tøger er jo meget selvbevidst’, ‘Tøger bor ikke så langt herfra’, siger han. Og retter kun sig selv en enkelt gang: ‘... kunne godt virke utilnærmelig’.

På et tidspunkt svarer han på et spørgsmål med ordene ‘Det skal du næsten spørge Tøger om’. Så smiler han lidt for sig selv, mumler ‘men det kan du jo ikke’ og suger på cigaretten.

For mens de mange samtaler, der skulle blive til en bog, stod på, blev Tøger Seidenfaden syg af den modermærkekræft, han tidligere havde kæmpet mod. Og for fem måneder siden døde han. På det tidspunkt havde han og Stig Andersen nået det, de skulle, i forhold til bogen. Men sygdommen havde ændret dens fokus.

»Det endte med at blive en ren bog om Tøger. Det skete, fordi hans sygdom udviklede sig. Ret tidligt i forløbet sagde han til mig, at det jo ikke var sikkert, han nogensinde selv ville nå at få skrevet sine erindringer. Han forsøgte ikke på noget tidspunkt at påvirke bogen, men en dag ringede han til mig og sagde: ‘Hvis du er interesseret, vil jeg gerne give et interview om, hvordan det er at dø’. Det så jeg som udtryk for en erkendelse af, at ‘det er blevet noget andet, det her’,« fortæller Stig Andersen.

Et par dage senere lavede de interviewet – ‘så havde vi været det igennem’ – og det er den eneste del af bogen, Tøger Seidenfaden selv har set. Stig Andersen havde ellers lovet ham, at han måtte læse bogen, når den var begyndt at tage form, men det nåede han ikke, før Tøger Seidenfaden døde.

Og selv om han godt havde vidst, det ville ske, påvirkede dødsfaldet Stig Andersen meget.

»En mand, man har fået så stor respekt for ... og så går han hen og dør. Det er en hård proces, og der var otte dage, hvor jeg simpelthen ikke kunne røre en tast. Selvfølgelig bliver man påvirket – man skulle da været et mærkeligt menneske, hvis ikke man blev det,« siger Stig Andersen.

Han fortæller, at han faktisk ‘grinede ret meget sammen med Tøger’, da han kom i gang med skriveriet igen, men trækker alligevel lidt på det, da jeg spørger, om de to kolleger og supermarkedsfæller
blev venner undervejs i den følelsestunge bog-proces.

»Det vil jeg ikke sige ...« begynder han og smager lidt på ordet. Han skal lige tænke over, hvordan han formulerer sig, og kommer i et ellers sjældent ord-bekneb et par gange.

»Det er et svært begreb, det at blive venner ... Men jeg oplevede meget stor gensidig respekt og tillid til hinanden. Det er ikke nødvendigvis venskab, men man kan jo godt komme til at holde af et menneske ... Jeg er ikke helt ung længere, men jeg sad over for en Tøger, der ved gud også kunne lære mig en masse om at omgås andre mennesker, at opføre sig ordentligt. Det er en stor oplevelse at blive beriget på den måde,« siger han.

Det er også de tanker, der har fået ham til at dedikere ‘Tøger’ til sine egne fire børn og Seidenfadens tre sønner.

»Jeg synes, det er enormt vigtigt, at mine børn og Tøgers børn bliver klar over, at der i et demokratisk samfund som vores skal være nogle, der råber op, når tingene bliver uanstændige, og der sker noget, som ikke er i orden. Det kunne Tøger – og det skal de lære. Hvis de kan få den selvtillid, det mod, det spark til at turde sige fra, hvis tingene udvikler sig på en måde, vi ikke kan være bekendt, kan de få glæde af det resten af deres liv,« siger Stig Andersen.