Woody og Buzz. To navne vel efterhånden lige så kendte som Elvis og Madonna. Legetøjet, alle elsker, har lagt USA ned for tredje gang, og turen er igen kommet til Europa. Pixar kan tilsyneladende ikke lave dårlige film, og hvis de gjorde, ville vi jo se dem alligevel. Så hvad kan jeg som anmelder gøre andet end at fortælle, hvor god ‘Toy Story 3’ er? Intet.

Pixar har altid gjort en dyd ud af at lave ‘rigtige familiefilm’. Det vil sige film for både børn og voksne. Sjovt for de voksne er de utallige filmreferencer. Der er kærlige vink til blandt andet ‘Indiana Jones’ og ‘Tilbage til fremtiden’

Tempoet er højt, og hvert sekund er underholdningsværdien presset til det yderste. Så pokkers effektivt, at man kunne ønske sig bare et pusterum eller to mere, hvor de karismatiske plastikfigurer kunne komme til deres ret. Specielt to dukker – Barbie og Ken – er gode tilføjelser.

Traditionen tro er ‘Toy Story’-filmene et dynamisk samspil mellem latter og klump i halsen. Anders ER blevet for gammel til sit legetøj. Et uundgåeligt farvel måtte komme. Og ‘Toy Story’-filmene måtte jo slutte på et tidspunkt, hvilket virker til at være tilfældet her. ‘Toy Story 3’ er ikke et mesterværk på samme måde som ‘WALL-E’, men en yderst vellykket og værdig afslutning (i 3D) på, hvad der kickstartede Pixar som animationsgigant i 1995, og som har fastholdt tronen lige siden. Man skal som bekendt stoppe, mens legen er god, men med Woody og Buzz er legen altid god.

PS: Forlad ikke salen under de sjove rulletekster.