Forestillingen om Caroline Hendersons liv er ikke en teaterkoncert, men et stykke ‘koncert-teater’. Jeg blev ikke så meget klogere på, hvad det vil sige efter at have set stykket, men til gengæld bjergtaget af Carolines vellyd.

Konturerne af en interessant historie er der bestemt – Caroline Henderson, der er barn af en svensk mor og en afro-amerikansk far, vokser op i New York, Paris og Stockholm. Hun føler sig som ingenting – hverken sort eller hvid – som hun op igennem både 70’erne og 80’erne prøver at slå rod og finde sin egen identitet. Ved et tilfælde ender hun i København. Hun beslutter sig for at bryde sit ellers vante nomade-mønster og blive boende i den danske hovedstad. 

‘Jazz, Love & Henderson’ bruger Carolines liv som rød tråd i en fortælling om politik, racisme og tidernes skiften, men alligevel mest om den musikstil, som hun har præget så meget: jazz. Tanken om at tage afsæt i Caroline Hendersons liv er slet ikke dårlig, men det viser sig at være et vanskeligt projekt, som har identitetsproblemer, der kan måle sig med Carolines egne. 

Nikolaj Hess og co. spiller som en drøm, og der er ikke en eneste plet at finde på Caroline Hendersons velsmurte, rolige stemme. Musikken er så god, at den giver gåsehud. 

Men forestillingen bliver aldrig rigtig forløst som andet end koncert. Ud over Caroline, som synger og taler sig igennem forestillingen, forsøger et hold kunstnere af blandet hudfarve at fortælle Carolines og tidens historie gennem dans og som stemmekor. Men det forekommer for anonymt til for alvor at fænge. Showet bliver aldrig særlig personligt og føles langtrukkent.