Teaterkoncerter kan være alletiders oplevelse, når de tilføjer en helt ny fornemmelse til et kendt katalog af musik.

I teaterkoncerten om Mozart er problemet bare, at der nærmest ikke er noget Mozart tilbage.

Eller det er der, for det er sådan set alle Mozarts vidunderlige schlagere fra 1780’erne og 1790’erne, som danner baggrund for hele ståhejet.

Men da det jo på hans tid ikke ligefrem var in at knalde melodier af efter de gængse forskrifter for pop- og rockhit anno 2011, har Brdr. Hellemann, der står bag musikken, gjort nogle – temmelig voldsomme – indgreb i hans musik for at tilpasse den teaterkoncertformatet.

Indgrebene er så voldsomme, at man kun glimtvis aner stumper af Mozart, og det samlede musikalske indtryk er mere som tæppebombning end den fintfølelse, der findes hos Mozart.

Der er virkelig gjort alt for at skabe et magisk og anderledes rum. Det flyder og sprøjter med vand og sæbebobler, så man tror, at den mindre scene på Betty Nansen Teatret snart ikke kan holde til mere, og i anden akt bliver de medvirkende til en slags zombier, med hovederne godt smurt ind i sminke og snask.

Nogle optrædener og scenebilleder fungerer da også rigtigt godt: Mark Linn er afgjort aftenens højdepunkt, syngende med en lethed fra både reb og badekar og i en halv-lummer for-fransket duet med Rikke Bilde, og effekten med vandkar, der flyder over, er godt fundet på.

Amerikanske Neill Cardinal Furio er desuden blevet hyret til at lægge tekster til Mozarts kompositioner.

De virker interessante, men det virker mærkeligt, at nogle af sangene eftertrykkeligt synges med vægt på amerikansk udtale.

Der er i det hele taget blevet lagt mange gode kræfter i forestillingen, men de kommer nærmest til at bekæmpe hinanden.

Der er alt for lidt genkendelig Mozart-lyd, og så mangler der i den grad en rød tråd i handlingen (det er ikke så tjekket, at man skal læse sig til den i programmet).