Der bliver sunget, danset og steppet, som gjaldt det livet, i Det Ny Teaters ‘Singin’ in the Rain’, og forestillingen imponerer med et talentfuld cast, der knap nok mister pusten i et flere timer langt og krævende show.

Historien i ‘Singin’ in the Rain’ er egentlig ganske banal: Stumfilmstjernen Don Lockwood falder for korpigen Kathy Selden i Hollywood engang omkring 1927, hvor stumfilmens dage var talte. Don og hans filmselskab må indstille sig på at gå i gang med at lave film med lyd på, men det er ikke mindst et problem, fordi hans makker, stumfilmdivaen Lina Lamont, mest lyder som en skinger pygmæ, når hun åbner munden. 

Løsningen bliver, at Kathy Selden bliver Linas stemme.

Mens historien giver et godt tidsbillede af 20’ernes Hollywood, er karaktererne forholdsvis flade og karikerede, specielt de mindre roller. I stedet træder underholdningen i front, og det er måske netop, fordi ‘Singin’ in the Rain’ ikke prøver på at være mere, end den er, at den er så god en musical.

Castet bag forestillingen er forholdsvis ukendt: Johannes Nymark i sin hovedrolledebut er fin som den sympatiske hovedperson, Kristine Yde Eriksen ligeledes perfekt som den naturlige Kathy, mens Henrik Lund er en mesterlig entertainer – og Camille-Cathrine Rommedahl i top som ulidelig diva. Der stilles særligt høje krav til de tre førstnævnte – på en gang som performere, sangere og dansere. De består prøven til ug i både step, sang og spjæt og løfter forestillingen op på magiske højder i numre som ‘Godmorgen’, ‘Vil du’ og titelnummeret, som er blevet oversat til ‘Jeg synger her i regn’.

Forestillingen er godt bygget op, og et antal morsomme filmklip skaber den perfekte variation sammen med regnvejret, som pjasker ned.