Norske Thorbjørn Egners hyggelige og fine historie om det lille Kardemomme-samfund får mundene til at spærre sig vidt op på de mindste. Stykket kunne dog godt have været strammet lidt op.

‘Her i Kardemomme er der vældigt godt at bo’, synger hele den lille by: den godmodige politimester Bastian, den sure Frøken Sofie, gamle Tobias, bageren, slagteren, barberen og hvad der ellers er af godtfolk i Kardemomme.

De lever i fred og fordragelighed og får tiden til at gå med at tage sporvognen, hilse pænt på hinanden og råbe hurra. Det eneste, der forstyrrer freden, er de røverier, som byens pæne borgere udsættes for. Skinker, finker og pebernødder forsvinder, og en dag er selveste Tante Sofie også væk.

Det er selvfølgelig de tre frække røvere Kasper (Peter Aude), Jesper (Morten Eisner) og Jonatan (Finn Rye), der er ude på rov. Men de holder en løve som husdyr, så derfor er politimester Bastian ikke så glad ved tanken om at arrestere dem.

Til sidst falder der alligevel atter ro over byen, og borgerne kan igen råbe hurra.

Husker du ikke historien om de tre dumdristige røvere og deres integrationsproces i det lille samfund, kan det være, du skulle slå et smut forbi Bellevue Teatret.

I hvert fald hvis du har nogen børn at tage med.

Stykket fortælles nemlig i børnehøjde, replikkerne er tydelige, og der følger fagter, mimen og efteraben med hele vejen, hvilket får mundene til at åbne sig hos de små og udløser en væsentlig fnisefaktor.

Særligt de tre røvere er gode for et godt fnis, når de konstant knalder hovedet ind i døre og opfører sig som dovne teenagedrenge.

Stykket kunne dog godt have været strammet lidt op, specielt mod slutningen, hvor man er ved at være mæt af de mange sange, og hvor børnene rundt omkring i salen begynder at spjætte lidt med benene.

I år fejrer stykket 30-års- jubilæum på teatret. Desværre er det uden afdøde Jesper Klein i instruktørstolen, som i år er overtaget af Peter Aude.