Lang (tre timer og 40 minutter) og afhængighedsskabende, og samtidig særdeles troværdig og gribende.

Afhængighed er i høj grad temaet for den amerikanske familie, det drejer sig om, som lige så godt kunne have været dansk. Den kræftramte mor Violet (mesterligt monstrøst spillet af Karen-Lis Ahrenkiel) er pillenarkoman og klamrer sig i øvrigt stærkt til sin position som familiens (meget manipulerende) overhoved.

Hendes mand er lige død – måske var det selvmord – og begravelsen bringer hendes tre døtre (Githa Lehrmann, Mette Maria Ahrenkiel og Ida Laub Oksen) med partnere og børn til hjemmet, som er centrum for hele dramaet – her opbygget med inventar ned til mindste detalje, selv rigtig mad.

Hurtigt falder skeletterne ud af skabene. Her er alt fra misbrug til utroskab, incest og mobning.

Skuespillet er lige så virkelighedstro som hjemmets indretning, og der er godt med konfliktmateriale for skuespillerne at arbejde med. Det mestrer de, så luften bliver helt tæt af intriger, og som publikum skiftevis griner man og holder vejret.

I modsætningen til de fleste andre teaterstykker bliver stort set alle karakterer foldet ud, og derfor virker opsætningens lange længde ikke for lang.

Hvor familierelationerne er komplicerede, er formen på dramaet ligetil, forstået på den måde, at der ikke eksperimenteres med udtrykket. Alligevel bider det sig fast som et grimt spejlbillede af familielivet i vesten med egoer, der løber i alle retninger.