Bland lidt stand-up med noget trylleri (Rune Klan), balkanmusik (Analogik), dans og akrobatik (Christel Stjernebjerg), en norsk dværg og en sangerinde med skæg (Annika Aakjær). Så har du ‘Oliver med et twist’.

Var der nogen, der sagde Oliver? Nå ja – han er der vistnok også et sted. Men på Nørrebro Teater er det lige før, der er tale om ‘Et twist – med Oliver’ snarere end ‘Oliver med et twist’. Det er selvfølgelig Charles Dickens’ gamle klassiker om den forældreløse dreng Oliver, der er omdrejningspunkt for balladen.

LÆS OGSÅ: 'Freakshow med et twist'

Fattigdom føder fattigdom. Det er vistnok det, der er hele pointen. Alligevel er intentionerne bag forestillingen ikke lette at blive klog på.

Mens der slynges ud med sjove paralleller mellem historien om Oliver Twist til nutidens politik og personer, får vi at vide, at vi bare skal slappe helt af:  ‘Det er et feel-good show, tandløst, ligesom TV 2 Nyhederne’, lyder det fra aftenens konferencier.

Formen bliver man heller ikke rigtig klog på, men det er faktisk forestillingens styrke.

Det ene øjeblik går karaktererne ‘i spil’, det næste står de og diskuterer historien fra sidelinjen.

Det er her morskaben opstår. For eksempel når Rune Klan står og latterliggør en passage i bogen, hvor der står, at Oliver må vandre hele 17 mil.

Klan har googlet det – det er jo ingenting!

Igennem det meste af forestillingen overrumples man af en bizar og ekstremt original opfindsomhed – en slåskamp bliver computerspilslignende, det flyver med både genfærd og tennisbolde, og Annika Aakjær og Analogik tilsætter en musikalsk kant, der alene er værd at komme for.