Whitesnake og frontmanden David Coverdale er nok bedst kendt for deres legendariske ‘Here I Go Again’ og firserpuddelhåret. Og faktisk kunne David Coverdale meget passende synge det go’e, gamle firserhit i disse dage. Han og den nye udgave af bandet har netop brudt den 11 år lange stilhed omkring Whitesnake med albummet ‘Good to Be Bad’, der er med til at fejre ban­dets 30 års jubilæum.

Og David Coverdale er nærmest ekstatisk i telefonen, da metroXpress får fat i ham i anledning af come­backet.

»Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig kan rocke og fyre den af i en al­der af 56. I en lang periode havde jeg ikke lyst til at være del af musikbranchen, men hvis man gør musikken til sin elskerinde, må man ac­ceptere hendes humørsvingninger. Så blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ikke ville turnere igen. Jeg skulle kun være væk i et par måneder, men endte med at turnere i ni måneder. Jeg elsker at spille live. Men det var nødvendigt for os at lave et nyt al­bum, så jeg kunne få noget frisk musikalsk kød at sætte tænderne i. Det har virkelig revitaliseret mig at lave albummet,« forklarer David Coverdale om sin trang til at droppe rockpensionistlivet og hoppe på scenen igen.

Nu, hvor ‘Good to Be Bad’ har ramt alverdens pladebutikker, kan den aldrende hårdrocker næsten ikke vente med at komme på turné. Bandet spiller på Vega i Kø­benhavn den 13. juni og har planlagt en større turné denne sommer med Def Lep­pard.

»Det bliver virkelig godt at komme på turne med det nye album, som passer perfekt ind i White Snake-cir­kusset. Vores fans kan roligt regne med, at vi kommer med den samme mængde energi som altid. Og det føles lidt, som om jeg har en livslang affære med vores fans. De har altid været loyale og et fantastisk fundament for Whitesnake.