Nordstrøm: Hæderlig electropop

Det virker næsten som en dårlig joke, når Lars Malm på åbningsnummeret ‘Respirator’ let teatralsk synger:

»Vi er et godt team / Jeg er menneske / Du er min maskin’«. En umådelig plat og morbid Kraftwerk-homage, der sammen med resten af teksten på ingen måde yder den mere end hæderlige electropop retfærdighed.

Sådan fungerer det faktisk næsten hele vejen igennem den danske duos tredje album. Nordstrøm er kommet langt siden ‘Berlin’, og duoens produktioner er mere end belejligt blevet mindre sukkersøde med tiden. Som de skarpe, huggende synths på singlen ‘Januar’ eller det let mørke Depeche Mode-klingende titelnummer. Det klæder i den grad drengene.

Sukkersød er dog som sædvanlig Malms vokal, og tekstuniverset formår som tidligere aldrig rigtig hverken at røre eller forstyrre. Nordstrøms selvskabte signaturlyd er nemlig svær at rokke ved, men alligevel sporer man en kant mere modenhed og weltsmertz i det hele. Nordstrøms synthpop er blevet voksen, men dog den slags voksen som stadig sidder en smule fast i fortidens kitsch og uskyldighed.  

 

Vinnie Who: Disco-festen fortsætter - næsten

Med en række forrygende koncerter de seneste par år har Vinnie Who pustet til forventningens ild omkring albumdebuten. Og faktisk lykkes det et pænt stykke ad vejen at klemme festen fra scenen ned i rillerne på ‘Then I Met You’.

Med Lasse Lyngbo fra White Pony som producer dyrker Vinnie Who en opdateret discolyd i familie med navne som Cut Copy og Glass Candy, hvor sangene tegnes op af fyldige, 80’er-farvede keyboardflader, mens rytmerne skrider målrettet fremad med kække håndklap og masser af løft i hi-hatten.

Mest medrivende er ‘Game on’, ‘Rise With You’ og ‘What You Got Is Mine’. Her har Vinnie Who en smittende popfornemmelse, og Niels Bagge Hansen er en selvsikker frontfigur, der giver Thomas Troelsen kam til sit pagehår. Men man finder ikke samme dybder i udtrykket som hos Turboweekend og Kasper Bjørke, og når tempoet sættes ned, bliver dansetrin til skuldertræk. Trods forbeholdene er det dog værd at takke ja, når Vinnie Who indbyder til discofest.  
  

Eric Gadd: Prince uden sex

Titlen bringer minder om 60’erne og 70’erne, hvor soul gnistrede, og hvor der var noget på spil. Sådan forholder det sig ikke med den svenske veteran. Falsetten og de smækre arrangementer sidder i skabet som hos forbilledet Prince.

Men det er Prince uden saftig sex eller lillaklædt ekstravagance.
 

Philip Selway: Middelmådig debut

En trommeslager, der udgiver et soloalbum, er sjældent. Men det er, hvad manden bag tønderne hos Radiohead har gjort. Stilen er følsom folk, og den simple og guitarbårne instrumentering gør ‘Familial’ til en sårbar affære.

Debuten er dog middelmådig.