“Det var simpelthen så godt!” Sagde min kollega, som i den grad er en, jeg sætter min lid til i gastronomiske spørgsmål. Hun vendte tilbage til kontoret efter et kort visit og en frokost i Vejle, og da hun havde gentaget lovprisningen tilstrækkeligt mange gange, følte jeg mig overbevist om, at jeg måtte undersøge sagen på egen hånd. Hvad er det, der er så godt ved Remouladens smørrebrød? Hvad er hemmeligheden?

Ingen, viste det sig. Det handler simpelthen bare om at gøre tingene, som de altid er blevet gjort.

“Vi overpynter ikke en rejemad med tomat og citronspringer og alt mulig andet unødvendigt. På vores rejemad er der æg, rejer, mayonnaise, hakket dild og lidt agurketern. Det er fyld, som ikke bare skal se ud, men som smager godt sammen med rejerne.”

Ordene er Dannie Andersens, og han er køkkenchef på Remouladen i Vejle, en dansk restaurant der hylder mormorkøkkenet og det ærlige køkkenhåndværk. Køkkenet laver alt fra bunden - altså helt fra bunden.

“Mange siger, deres remoulade er hjemmelavet, hvis de selv har købt en spand mayonnaise og rører den op med pickles fra dåse. Når vi siger, vi laver tingene selv, så er det faktisk hjemmelavet. Vi pisker selv vores mayonnaise og sylter pickles, når vi har tid til det. Det kræver selvfølgelig, at man hele tiden er et skridt foran, men resultatet er så meget bedre, og der er en større glæde ved at servere noget, man ved, ikke er fyldt med tilsætningsstoffer.”

Mad som vi fik, da vi var børn
Remouladen serverer klassisk dansk “mormormad, som vi fik, da vi var børn, men med et twist,” som Dannie Andersen siger.

Til frokost er det først og fremmest det klassiske smørrebrød, der får en overhaling, mens der om aftenen er ting som tunmousse, wienerschnitzel, karbonader og rødgrød med fløde på kortet. Det er retter, der vækker minder hos de fleste, og Vejlegenserne har da også taget konceptet til sig.

“Mange kommer flere gange om måneden,” fortæller Dannie Andersen.

Udover Remouladen er Dannie Andersen også køkkenchef på den mere internationalt inspirerede restaurant The Lodge, som har de samme ejere. Her lægges der meget vægt på cocktails, og stilen i køkkenet er klassisk brasserie med fx grillretter, hummer, røget laks fra Daniel Letz og gode steaks fra grillen. Selvfølgelig med hjemmerørt bearnaise og håndskårne fritter.

Artiklen er fra Spiseliv.dk