1. Girlpower.
Soluna lover international sejr
Hun var ikke på forhånd spået de store vinderchancer af hverken bookmakere eller grandprix-fans, men de ‘should’ve known better’, for det blev Soluna Samay, der løb med sejren i Gigantium i Aalborg. Den 21-årige tysk-schweizer, hvis sang er skrevet af tre erfarne herrer, Isam B, Chief 1 og Remee, var selv både overrasket, jublende lykkelig og fuld af selvtillid før det internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan til maj.
»Jeg gør mit allerbedste – det lover jeg,« lød det fra Soluna Samay, før sejrsrusen fik overtaget helt.
»Vi vinder – det gør vi!« grinede hun.
2. VIP-gæst.
Kort visit fra en backstreetboy
Remee, Søs Fenger og Alexander Rybak var alle til stede i Gigantium lørdag aften, men ingen af de tre var den største popstjerne, der tjekkede ind i Aalborg. Howie fra Backstreet Boys optrådte i nærmest absurd kort tid sammen med A Friend in London, der mindede publikum om sidste års vindersang, ‘New Tomorrow’.
3. Mester versus lærling.
Duel mellem ‘X Factor’-venner
Publikum var tilsyneladende lykkelige for gensynet med ‘X Factor’-yndlingen Jesper Nohrstedt. Hans nummer ‘Take Our Hearts’, der er skrevet af blandt andre Morten Hampenberg, strøg direkte i finalen. Og da Christian Brøns og Patrik Isaksson røg ud, var den unge sanger i direkte duel med sin eks-mentor, Remee. Og det blev den tidligere ‘X Factor’-dommer, der vandt den dyst, men 17-årige Jesper kan glæde sig over, at hans nummer bliver downloadet på livet løs og ligger nummer to på iTunes.
4. Ay-ay-Aya.
Jury-darling røg i svinget
Flere af dommerne i den danske fagjury syntes, at Aya var ‘best thing’ ved årets Melodi Grand Prix. Men den kønne odenseaner med den kælne stemme måtte alligevel kigge langt efter en plads i superfinalen.
5. Singalong.
Favoritterne faldt til sidst
Christian Brøns og Patrik Isakssons singalong-ballade ‘Venter’ var på forhånd udråbt til favorit, og publikum i Gigantium havde også masser af kærlighed til duoen, der som de eneste sang på dansk (og svensk). Men i finalen var de oppe mod Soluna Samay og Jesper Nohrstedt og måtte tage til takke med en tredjeplads.



















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




