Der er sket et regulært boom i markedet for udlejning og leje af luksusboliger.
Det viser en opgørelse, som Danmarks største internetsite for lejeboliger, BoligPortal.dk, har foretaget for Politiken.
Siden 2006 er antallet af lejligheder og huse i hele Danmark, der udbydes til leje til en pris over 10.000 kroner om måneden, vokset fra 1.652 i 2006 til 9.531 i 2011 - tilmed gælder tallene for i år kun frem til og med 15. november.
I den samme periode er det samlede antal af boliger til leje på BoligPortal.dk vokset fra 24.411 til 78.778.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at efterspørgslen er fulgt med op.
Ifølge BoligPortal.dk er antallet af boligsøgende, der efterspørger en lejebolig til over 10.000 kroner, således steget fra 1.642 i 2006 til 8.954 i indeværende år. Alene i København er antallet steget fra 589 til 5.892 i 2011.
»I løbet af de sidste fire år har vi set en dramatisk ændring, hvor danskere med gode indtægter og formue er begyndt at melde sig på lejeboligmarkedet. Det er et voldsomt skift, som blandt andet hænger sammen med, at det ikke længere er sikkert, at du vil tjene penge på at købe en bolig«, siger Peter Høyer fra Scandia Housing, der udlejer en del boligere i den dyre prisklasse, til Politiken.
Hos Dansk Boligformidling, der er Danmarks ældste formidler af lejeboliger i luksusklassen, har de også oplevet en markant ændring, siden boligkrisen på ejerboligmarkedet satte ind i 2007.
»Tidligere var det sådan, at det stort set kun var udstationerede udlændinge, der lejede gennem os. I dag er det danskere i alle økonomiske klasser, der er interesseret i at leje en bolig. Vi har også meget velhavende danske direktører, der vælger at leje et flot hus, mens de afventer markedet for ejerboliger«, siger Peter Sander, der er stifter og ejer af Dansk Boligformidling, til Politiken.
Den dyreste lejebolig, som du lige nu kan leje af Dansk Boligformidling, koster 70.000 kroner om måneden. For den pris får du en 332 kvadratmeter hvidpudset villa med fem soveværelser, lounge og vinkælder på Hambros Allé i Hellerup.









































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




