De nye
Disse modebøger, som mange fashionistaer har ventet med længsel, lander i butikkerne i løbet af efteråret. Du kan jo spørge din bog-handler, hvornår det sker, eller holde øje med de internationale web-boghandlere.

‘Blow by Blow’ af Detmar Blow og Tom Sykes (Harper Collins)
Denne her er der mange modeelskere, der stakåndet har ventet på – en biografi om det tragiske modeikon Isabella Blow. Her dokumenteres hendes liv og le-gendariske karriere – som blandt andet inkluderede job som Anna Wintours assistent på amerikansk Vogue og moderedaktør på Tatler – og hendes ry som kvinden, der kickstartede Alexander McQueens karriere. Detmar Blow, den ene af forfatterne, var hendes mand.

‘Manolo’s New Shoes’ af Manolo Blahnik (Monacelli)
Selvbiografi med 130 tegninger samt tekst af blandt andre Suzy Menkes og Grace Coddington. Hvis du er i London til Fashion’s Night Out den 8. september, vil manden selv signere eksemplarer af bogen i forretningen Liberty.

‘Luella’s Guide To English Style’ af Luella Bartley (Fourth Estate)
Den tidligere journalist Luella Bartley vender tilbage til rødderne. Bogen er et kig på de store britiske modeøje-blikke – fra fløjlsbukse-epidemien til Kate Moss. Forfatteren forklarer det bedst selv: ‘Mit mål er … at vise min store påskønnelse af og kærlighed til de nøje udtænkte raffinementer og de åbenlyse modsætninger, der gør britiske kvinder så fantastisk dygtige til den kunst, det er at udtrykke sig gennem stil …’

De gamle
Elsker du mode? Har du et kaffebord? Så er det en af disse klassikere, der skal ligge på det.

‘Valentino: A Grand Italian Epic’af Suzy Menkes, Matt Tyrnauer and Armando Chitolina (Taschen)
Det boglige modstykke til den populære dokumentar om den legendariske itali-enske couture-mand. Bogen er en glorificeret tidslinje over Valentino Garavanis karriere, og blandt lækkerbiskenerne er illustrationer, avisudklip, fotos og reklamebilleder fra en periode, der spænder over 50 år.

‘Chanel’ af Edmonde Charles-Roux  (Vendome Press)
Denne biografi af Charles-Roux, som var chefredaktør for fransk Vogue, bør være en uomgængelig del af alle modeelskeres bogsamling. Arkivbillederne og de detaljerede beskrivelser af Gabrielle ‘Coco’ Chanels forfærdelige barndom, de berygtede affærer og hendes brud på datidens normer blev brugt som research til filmen ‘Coco før Chanel’.

‘The Beautiful Fall’ af Alicia Drake  (Back Bay Books)
Modejournalisten Alicia Drake redegør for Karl Lagerfelds og Yves Saint Laurents karrierer og for deres legendariske rivaliseren. Hun be-gynder ved deres karriere-start i Paris i 1950’erne og beskriver udførligt deres superstjerne-diskodage med penge i overflod i 1970’erne, og bogen er derfor en skattekiste af modeinfo og kendis-sladder.