Mennesket har altid gået med læder, skind og pels, simpelthen fordi det var det mest ukomplicerede og lettest tilgængelige materiale til at holde varmen. Men mennesket har også altid haft behov for at markere sig og udsmykke sig, og her har de sværest tilgængelige dyrs skind og pelse selvfølgelig været mest prestigiøse og forbeholdt kongelige og kejsere.

Fra ulv til bjørn, fra løve til leopard. Sådan er det stadig, men i dag har vi en anden dyrevenlig og økologisk bevidsthed, og derfor kan vi sagtens leve med den imiterede udgave, når bare vi opnår effekten: De vilde dyrs eksotiske vildskab og, ja, dyriskhed.

Accessories af sjældne skind som alligator, struds og firben vil altid eksistere parallelt med moden, fordi de ganske enkelt betragtes som eviggyldige ‘stykker’, men går vi til den nyere modehistorie, så har pelse generelt fulgt tidens form.

Det vil sige, at de omkring 1900 var hellange, med smalt liv, smalle ærmer, høj krave og muffe til, og i 1920’erne var pelsen brede besætninger på korte, klokkeformede frakker med cape-effekt.

I 1930’erne sad Hollywood på magten, og man iførte sig alt fra stolaer, sjaler og capes til korte eller lange jakker og frakker. Pels skulle der til, og meget gerne i busket ræv, eksklusiv hermelin, changerende chinchilla eller mink med den kontrollerede, elegante overflade (Og så var det i disse år, den sidste lange herrepels blev kasseret).

I 1940’erne var der knaphed på alt, men en pelskrave her og der, måske en rest fra 1930’ernes luksusudgave, kunne pifte selv den mest omsyede herrehabit op.

1950’erne elskede pelsstolaer til deres stropløse aftenkjoler. Og så var damerne både dengang og i 1960’erne glade for eksotisk leopard – det dekadente materiale står sig godt som hat eller frakke til sorte cocktailkjoler og som krave til røde dragtjakker (eller bare all-in komplet med hat og håndtaske).

1970’ernes luksushippier ville både have heldragter i læder og langhårede tibetanerpelse, fordi tidens tanke om, at ‘alt er fantastisk i sig selv, så hvorfor dog ændre på udseendet af gedens hår eller lammets krøluld’, gjorde looket teatralsk og storladent.

1980’ernes hårde, kyniske og trøstesløse år var glade for læder, leopard og tiger. Især tigerens grelle farver i gul og sort og med et mønster, der minder om åbne snit fra hvæssede kløer, passede perfekt til no future-generationen, men som print, for den ægte vare var for længst erklæret udrydningstruet og forbudt.

I 1990’erne var det atter primært leopardens pletter, der gjorde sig som print på alt fra bluser til gamacher og fuskpels, medmindre man gik all-in på noget med sæl.

I Carrie Bradshaws 00’ere skulle det bare være vintage, og sidst i 00’erne skulle det helst være den ægte (og dyre) vare, og især glatte sorte læderbukseben gjorde sit til at nærme os dyrene med sin ‘second skin’-effekt, gerne tilsat korte, fløjlsbløde minkjakker og accessories med leopard som foretrukket mønster (tiger, slange og lignende eksotika var for bling-bling-typer som Roberto Cavalli).

Her i 2011 kan du gå efter det hele, men især slange i megaprint a la Chloé, og find endelig noget med pelsdetaljer – kort- eller langhåret, for alt kan bruges i modens fortolkning af back to nature-tankegangen.