»Det er meget usmart med helt katalog-agtige hjem. Og det er uanset, om det er en side i Ilva-kata­loget, der udgør din stue, eller om du har investe­ret i alle de ‘rigtige’ ting. Der skal noget personlighed ind i indretningen.«

»Der skal personlighed ind i boligen.«
Så kort udtrykker Jannik Martensen-Larsen trenden i boligindretningen lige nu.

»Generelt er jeg meget imod at tale om trends, for boligindretningen skal afspejle, hvem du er. Det kan være i form af nogle spisestuestole, du har arvet, rejseminder eller måske noget spændende og anderledes tapet. Der er selvfølgelig stadig klassikere, som er de ‘rigtige’ ting og ‘den gode gamle smag’, for eksempel Hornsleth-maleriet, Arne ­Jacobsen-stolen, Piet Hein-bordet og så videre, men det må ikke overtage hele boligen. Så bliver det upersonligt,« siger Jannik Martensen-Larsen og påpeger, at vi bevæger os væk fra hvid som altdominerende farve.

»Brugen af tapeter er et eksempel på, at vi vil have noget mere hygge ind i boligen. Det sker også ved hjælp af stoffer som hør, lækre sisaltæpper og gardiner fra gulv til loft. Hvis man skal tale om en strømning, kan man måske kalde den nature eller eco.«

Samtidig ser Jannik Martensen-Larsen en tendens til, at vi leger lidt med indretningen i små rum som toilettet eller kontoret.

»Her kan vi spragle med kontrastfarver og den 50’er-inspirerede strømning med geometriske former, funkis­-print og røde, gule og grøn­ne farver,« siger han.