Relevant erhvervserfaring som lærervikar eller frivilligt arbejde på et børnehjem i Indien får du svært ved at nå.
Men har du tænkt dig at søge en videregående uddannelse under kvote 2 inden 15. marts i år, er der et andet sted, du kan nå at kaste kræfterne ind – med stor effekt. Det drejer sig om den motiverede ansøgning.
På mange uddannelser er den et krav under kvote 2 og giver ansøgeren mulighed for at vise interesse og uddybe kvalifikationer. Skrues ansøgningen rigtigt sammen, kan drømmeuddannelsen rykke en del tættere på, for den motiverede ansøgning har fået større betydning, vurderer Jakob Lange, der er leder af Den Koordinerede Tilmelding.
Han forklarer, at kvote 2 tidligere var bundet op på et system, hvor det for eksempel udløste point at tage på højskole eller til udlandet i et vist antal måneder.
»Men så gjorde alle jo bare det, og så var det alligevel karaktererne, som kom til at få stor betydning. Nu er den individuelle bedømmelse blevet mere afgørende. Ansøgeren skal kunne reflektere over sine erfaringer i en motiveret ansøgning, så det er en rigtig god idé at gøre noget ud af den,« siger Jakob Lange.
På Københavns Universitet kommer cirka en tredjedel af ansøgningerne hvert år gennem kvote 2, og her udløser den motiverede ansøgning billetten til optagelse. Det er nemlig ikke nok at have erfaringerne – man skal også kunne reflektere over dem.
»Tidligere kunne man have gået på højskole i 16 uger og få point for det uden at have haft udbytte af opholdet. Nu kører vi en HR-model, hvor ansøgeren skal kunne vise og dokumentere, at han har fået noget ud af det. Et universitetsstudium handler i høj grad om at kunne analysere, og i denne sammenhæng er det nødvendigt at kunne analysere sig selv,« siger Claus Nielsen, der er ansvarlig for studievejledningen på Københavns Universitet.
Kvote 2-ansøgere til Aarhus Universitet behøver som nogle af de få ikke bekymre sig om en motiveret ansøgning. Her er karaktergennemsnittet i udvalgte fag afgørende for at blive optaget.
»Det er svært at få tid til at læse så mange ansøgninger igennem, og vi synes, at det er mere gennemskueligt for ansøgeren at bruge karaktererne. Vi ved også, at de spiller en afgørende rolle for, om man gennemfører et studium,« siger Eva Teilmann, vicedirektør for studieadministrationen.
På professionshøjskolerne – der blandt andet uddanner lærere, pædagoger og sygeplejersker – fylder kvote 2 og den motiverede ansøgning meget.
»I vores fag skal man kunne have relationer til elever, forældre, syge og mange
andre, så det er relevant at have erfaring med det,« siger formanden for rektorkollegiet, Laust Joen Jakobsen.
Og når man så sætter sig til tasterne for at sætte ord på motivationen, er det vigtigt at undgå stavefejl, kaffepletter, humor og selvfedme, understreger Jakob Lange.





















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








