»Nogle gange glemmer man prævention, hvis man er for stiv eller liderlig.«
Det er Jesper Johansen på 18 år fra Nordvestsjællands Produktionsskole, der snakker. Fem elever er samlet på skolen til en diskussion om sex og prævention. På bordet foran dem ligger en kasse fyldt med forskellige præventionsmidler. P-piller, mini-piller, p-plaster, p-stav, p-ring, spiral, pessar, kondom, nødprævention, sterilisation til kvinder og til mænd.
En af pigerne kigger undersøgende på en p-ring, mens 18-årige Mathias Dahlgaard roder rundt i kassen og slår opgivende ud med armene:
»Jeg har set kondomerne før, men jeg aner ikke, hvad de andre ting er.«
Kun én af de fem unge ved bordet har haft seksualundervisning i skolen, og debatten om sex og præventionsmidler afslører forskellige holdninger.
»Prævention er noget, damen må sørge for, jeg gider ikke,« lyder det fra Jonas Wolfgang på 18.
Drengene diskuterer, om det er pinligt at stoppe op, når man har sex, for at finde kondomet frem. De bliver afbrudt af en af pigerne omkring bordet.
»Det er ikke pinligt at stoppe under samleje for at bruge prævention, det er mere pinligt at ringe dagen efter og fortælle, at man har klamydia,« udbryder Mia Nielsen på 19 år.
Men blandt drengene er der bred enighed om, at prævention og sexsygdomme ikke er noget, man tænker ret meget på.
»Det er en bedre følelse uden kondom, men det får mig ikke til at lade være med at bruge det,« siger Mia Nielsen.
Hun har erfaret, at kondomet ikke var 100 procent sikkert. »Jeg blev gravid og har fået en abort, og det skal jeg fandme ikke opleve én gang til.« Jonas’ kæreste blev også gravid, selv om hun brugte p-piller.
Både Mia og Jonas er enige om, at der skal erfaring på egen krop til, før man forstår vigtigheden af prævention.
Diskussionen omkring de mange forskellige præventionsformer får også holdninger om prisniveauet frem. Flere af drengene siger, at de ikke gider at købe kondomer, fordi de er for dyre. Mia Nielsen afbryder dem.
»115 kroner for en fortrydelsespille er sgu da billigere, end at få et barn«.









































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




