Det er en dårlig forretning for samfundet, at flere og flere danskere bor alene. Den 1. januar rundede antallet af husstande med en enkelt beboer knap en million, viser nye tal fra Danmarks Statistik, og aleneboere giver flere udgifter til det offentlige, lyder vurderingen fra Las Olsen, privatøkonom hos Danske Bank.

»Det bliver dyrere for samfundet, når folk bor alene,« siger han og fortsætter:
 

»Personer, der bor alene, vil typisk få flere og større sociale ydelser end folk, der bor i par. For eksempel kan man risikere ikke at være berettiget til kontanthjælp eller boligsikring, hvis man har en samlever – også pensionen kan blive lavere.«

Men forbruget hos folk, der bor alene, er også ofte lavere, og dermed bidrager aleneboere også mindre til samfundet ad den vej, forklarer chefanalytiker i Arbejdernes Erhvervsråd Jonas Schytz Juul.

»Folk, der bor alene, bruger en større andel af deres indkomst på faste udgifter, såsom bolig, varme og el. Derfor bruger de ikke så mange penge, og man vil kunne se, at forbruget mindskes en smule,« siger han.

Begge eksperter er dog enige om, at det stigende antal, der bor alene, også dækker over højere velstand generelt i samfundet.

»Det handler naturligvis først og fremmest om, at vi bliver rigere og rigere, og derfor bruger vi vores rigdom på den luksus, det trods alt er at bo alene,« siger Las Olsen.

For 20 år siden var antallet af enmandshusstande 818.357, og der er altså sket en stigning på 22 procent i forhold til dengang. Selv om antallet af husstande bestående af en person er stigende, er det dog ikke nødvendigvis udtryk for, at kernefamilien opløses, lyder vurderingen fra familieforsker Allan Westerling fra RUC.

»Antallet af singler stiger da, men det er ikke sådan, at familiestrukturen går i opløsning,« siger han.

Det hører dog også med til billedet, at befolkningen generelt bliver ældre og ældre, mener Allan Westerling.

»Andelen af enker er stigende, fordi kvinder både gifter sig med mænd, der er ældre end dem, og samtidig bliver kvinder ældre end mænd generelt.«