.. udkom Phil Collins med  i 1989. Sangen kender rigtig mange, og den er et godt billede på, hvordan jeg blev konservativ.

Sangen handler om en socialt udstødt kvinde, som anmoder en mand på gaden om hjælp, men han lader, som om han ikke hører kvinden, skrår over gaden og begynder at fløjte for sig selv.

For ham er det ubehageligt at blive konfronteret med kvinden.

For mere  end 10 år siden havde jeg samme oplevelse. Jeg var på vej ned i gågaden i Odense, da en af Odenses hjemløse kaldte over mod mig.

Jeg stoppede op og fik først samme følelse af ubehag. Ubehag over at blive konfronteret med en verden så langt fra min egen og problemer langt større end dem, jeg stod over for.

Helt ærligt, så havde jeg nok også mest lyst til at gå over på den anden side af gaden. Men i stedet for at gå min vej, som de gør i Phil Collins’ sang, så gik jeg over til manden.

Han fortalte mig, at han hed Allan.

På en kold bænk fortalte han mig sin livshistorie. Om hvordan han havde haft et liv som alle andre. Han havde haft et godt job, kone og familie - altså en tilværelse som så mange andre, indtil konen ville skilles.

Det var begyndelsen til en social nedtur, hvor Allan kort fortalt først mistede sit job, begyndte at drikke og sidenhen mistede sin lejlighed, da han ikke kunne betale huslejen.

Han endte med at bo på gaden - nu oven i købet med et blandingsmisbrug.

Alt det fortalte han mig, da jeg var gymnasieelev, og jeg forstod ikke, hvad jeg skulle med den viden.

Men det forstår jeg i dag. For mødet med Allan lagde kimen til, at jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom og blev politisk aktiv, og sidenhen kom i Folketinget.

Jeg meldte mig ind i KU med en stærk indignation over, at vi i et så rigt velfærdssamfund ikke tog bedre hånd om dem, som har det svært.

Hvor vi samtidig begrænser det private initiativ ved at straffe dem, der kunne have lyst til at tage en ekstra tørn med ekstra høje skatter og afgifter.

Og hvor vi i stedet giver langt størstedelen af velfærden til den store midterklasse, som ikke nødvendigvis har mest behov!

Vi er blevet til et samfund, hvor der ikke er balance mellem at kræve og yde, hvor der er en ubalance i, at vi alle skal have en kæmpe bid af kagen på trods af, at vi ikke har brug for det, men vil have det, fordi det er vores ret.

VI bliver nødt til at målrette vores velfærd til dem, som har behov, og det største behov har de svageste i samfundet. Men hvem er de svageste? Alle medier har hele efteråret talt om Carina, og hvor fattig eller ikke fattig hun var.

Carina blev et symbol på en unuanceret og firkantet debat om de svageste i vores samfund. Jeg ville ønske, at diskussionen i langt højere grad handlede om Allan og hans livssituation, for her kan vi for alvor tale om en af de svageste og udsatte i samfundet, som har brug for vores hjælp.
 
Mit møde med Allan var en øjenåbner. Vi bliver nødt til at målrette vores velfærd til dem, som har behov.

'Think Twice' sang Phil Collins i sangen 'Another Day in Paradise', og det er netop, hvad vi skal gøre!