En augusteftermiddag i 1963 stillede en sort mand sig op foran 250.000 mennesker ved Lincoln Memorial i Washington D.C. og holdt en tale, der sendte ekko langt ind i fremtiden.

»Jeg har en drøm om, at denne nation en skønne dag vil vågne og udfolde den ægte mening af sin trosbekendelse: 'Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende; at alle mennesker er skabt lige’ ...« sagde han blandt andet.

Drømmen var Martin Luther Kings, og den handlede om et USA, hvor alle var lige, frie og vigtigst af alt lige frie – uanset hudfarve. Præsten og lederen af den sorte borgerrettighedsbevægelse nåede at opleve Kongressen vedtage to lovpakker i 1964 og 1965, der formelt gav sorte de samme rettigheder som hvide, inden han blev myrdet uden for værelse 306 på Lorraine Motel i Memphis den 4. april 1968. Han blev 39 år.

Præcis 40 år senere venter sorte altså stadig på, at nogen vil forløse den sidste rest af Kings drøm – drømmen om so­cial og økonomisk retfærdighed.

»Siden mordet på King er der stort set intet fremskridt sket for sorte. Nogle vil endda hævde, at udviklingen gik baglæns under Ronald Rea­gan i 80’erne,« siger professor ved San Francisco State University Robert C. Smith, der selv er sort, til metroXpress.

Grim statistik
Da Martin Luther King blev myrdet, var Robert C. Smith 21 år og aktiv i den mere aktivistiske og venstreorienterede del af borgerrettighedsbevægelsen. Black Power hed den og gik ind for sort nationalisme. Sorte skulle ikke integreres i samfundet, men danne deres eget parallelsamfund i USA. En idé, han til en vis grad står ved den dag i dag. Dog mener han ikke længere, at sorte kun bør gifte sig med andre sorte.

Ægteskab er dog et nøgleord for Robert C. Smith. Da han lige var blevet ansat som professor, vakte han opsigt ved at sige, at han ville råde sine tre døtre til at vælge en god mand i stedet for et godt job.

Ikke fordi gode job hænger på træerne – faktisk står 50 procent af alle sorte mænd i byer som New York og Cleve­land ifølge Robert C. Smith uden job, og manglen på job er i virkeligheden de sortes største problem – men ustabile familier medfører stofmisbrug, kriminalitet og fattigdom og bliver dermed til generelle samfundsproblemer.

Selv om det er muligt at indsnævre den psykologiske og materielle kløft, vil den altid være et af USA’s afgørende karaktertræk, mener Robert C. Smith:

Og statistikken giver ham ret. Omkring en fjerdedel af USA’s 36,5 millioner sorte indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og der er tre gange så mange sorte mænd over 18 år i fængsel, end der er på landets universiteter. De tilsvarende tal for hvide er langt lavere.

Tvunget ud af busken
Selv om demokraten Barack Obama til november kan blive valgt som USA’s første sorte præsident, har han gjort, hvad han kunne, for at undgå at tale om race i valg­kampen.

Men da klip af hans tidligere præst, Jeremiah Wright, kort før påske dukkede op på nettet og tv, kunne han ikke undvige emnet længere. Klippene, der viste Wright sige ‘God damn America’ og kalde USA for ‘the United States of White America’, bragte Oba­ma i en klemme. For skulle han forsvare sin ven og åndelige mentor gennem 20 år eller slå hån­den af ham?

Obama valgte den sværeste løsning af alle. I en tale hudflettede han race­spørgs­målets historie og perspektiverede debatten fra begge sider – uden at fordømme nogen af dem. Samtidig gjorde Obama det klart, at selv om han er uenig med Wrights karakteristik af USA, så er Wright en del af ham:

»Jeg kan lige så lidt slå hånden af ham, som jeg kan af det sorte samfund. Og jeg kan lige så lidt slå hånden af min hvide bedstemor. En kvinde, som ofrede så meget for mig og elskede mig over alt i verden, men som også tilstod, at hun var bange for de sorte mænd, der gik forbi hende på gaden, og som mere end én gang talte om racemæssige og etniske stereotyper, så jeg krummede tæer.«

En tabersag
Obamas tale sammenlignes allerede nu med Martin Luther Kings berømte tale fra 1963 og nogle af John F. Kennedys bedste, fordi den var så nuanceret, hudløst ærlig og befriende atypisk for en tid, hvor politiske budskaber helst skal være – undskyld udtrykket – sort-hvide.

Men selv om han med talen var den første politiske leder i årtier, der anerkendte racekløftens betydning, vil Obama, der som søn af en hvid mor og en sort far er blevet kaldt både ‘ikke sort nok’ og ‘for sort’, ifølge professor Smith ikke forsøge at løfte arven efter King.

»Obama kom for længe siden til den konklusion, at han kunne udrette mere som politiker end som græsrod. King sagde, at det var umuligt at skabe forandring via den politiske proces. Det kan kun ske gennem masseprotester, mente han. Den idé døde med ham. Efter Kings død forsøgte sorte kongresmedlemmer at køre hans ideer igennem den politiske proces – uden at det virkede,« forklarer professor Smith.

For som han siger:
»At tale om race i politik er at tabe. Det viser historien.«